Der er to store traditioner i dansk sproghistorie. Den ene går fra de tyske junggrammatikere over Kristen Jensen Lyngby til Johs. Brøndum-Nielsen og videre til hans elever, fx Kristian Hald. Den anden går fra Lis Jacobsen og Anker Jensen/Peter Skautrup over Anders Bjerrum til Inge Lise Pedersen. Inge Lise Pedersen er sproghistorikeren blandt de danske sociolingvister. Både som sproghistoriker og som sociolingvist opererer hun smidigt mellem skrift og tale, mellem land og by, mellem kvinde og mand, og ser konstant mulighederne for at integrere foreliggende viden fra historien med det hun selv finder frem til. Hun gør det med indlevelse og historisk sans og står i dag som både en institution og et levende bevis på at det kan lade sig gøre at følge med tiden når bare man tvinger tiden til at slå følge med én. Beviset findes bl.a. i de 24 artikler i denne bog. Redigeret af Frans Gregersen og Tore Kristiansen