Kirjahaku

Gennem århundreder stod Flensborg på førstepladsen blandt købstæderne i det danske monarki. Fra 1830´erne og frem til 1870´erne gennemgik byen en voldsom omstillingsproces. I 1830´erne stod byens borgere endnu loyalt bag den danske konge og den danske stat. I 1850´erne oplevede det danske miljø en blomstring, men efter 1864 blev vilkårene andre. Nu medførte det preussiske styre og kejserrigets erhvervsøkonomiske forhold et sammenbrud for den traditionelle danskhed i Flensborg.Hvordan oplevede de danske i Flensborg denne omstillingsproces? Dette er bogens emne. Forfatteren er selv af gammel Flensborg-slægt. På grundlag af kilder i familieeje og omfattende historiske studier levendegør han liv og tanker blandt de danske i Flensborg i en vanskelig overgangperiode. Det er identitetshistorie, tilgængelig for enhver. I centrum står en typisk håndværkerfamilie i Flensborg, slagterfamilien Partsch på Havretorvet. Familien var tysksproget, men kongetro og loyal over for det danske. Gennem ægteskabsforbindelser med dansksprogede og danskfølende familier i Flensborgs opland kom familien i tæt kontakt med den moderne danskhed omkring digteren Karsten Thomsen i Frøslev. Det førte til, at de unge i familien engagerede sig bevidst for det danske sprog. I dagligdagen og i danske foreninger markerede de sig klart som danske. Bogen er en fortælling - om hverdag og fest, foreningsliv og politik, med familien Partsch i centrum. Gennem denne familie møder læseren datidens flensborgere og mange af de kendte danske i datidens Flensborg. Forfatteren tager os med i disse folks hverdag og til deres fester. Vi møder flensborgerne, når de tog mod kong Frederik 7., når de deltog i afsløringen af Istedløven, når de drog på udflugt til København. Vi følger dem indtil det danske mødte så megen modstand, at nogle valgte at flytte nordpå. Bogen er ikke et videnskabeligt værk - det er en levendegørelse af historien på solidt og autentisk grundlag. En sådan anskuelig fremstilling med de enkelte mennesker og deres tanker i centrum i en spændende overgangsperiode har ikke foreligget før.

Dengang på Sorø Akademi beskriver livet som gymnasieelev på den gamle drengeskole i 1950´erne. Efter 1954 blev skolens ældgamle velkonsoliderede og selvberoende identitet anfægtet af politiske og ideologiske rystelser, som følge af ansættelse af en reformfikseret socialdemokratisk rektor i 1954 og af en gennemgribende ideologisk splittelse internt mellem eleverne under Ungarns-krisen i november 1956. På Sorø Akademi så den første venstreorienterede danske ungdoms aktivisme i 1956 dagens lys i elevkredsen og på baggrund af de dramatiske begivenheder i koldkrigens ydre verden i dette år, førte til det edsvorne kammeratskab blev afløst af hidtil uset konfrontationer mellem eleverne.Fra Dengang på Sorø Akademi:»På Sorø Akademi forenes det forgængelige med det uforgængelige på en måde, så evigheden anes i hverdagen.«»Sjæleskønne fotografier fra Sorø Akademi (af Per Bak Jensen) . ...Det er en overrumplende historie - skarp, lyrisk sindet, med fyrige ambivalenser, - så Dengang på Sorø Akademi hører hjemme på reolen ved siden af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, Klaus Rifbjerg, Peter Høeg, Leif Panduro og Hans Scherfig.«- fra Ulrik Høys anmeldelse i Weekendavisen 2. nov. 2006.

De Meza var født i 1792 og fik en antiautoritær opdragelse som barn af Oplysningstiden. I artilleriet gennemløb han en personligt utilfredsstillende og lidet markant karriere, indtil det med den danske demokratiske revolution i 1848 og det samtidige udbrud af Treårskrigen blev klart, at der i høj grad var brug for netop en person som ham. Der fulgte en lynkarriere, men det viste sig hurtigt efter 1848, at han havde ligeså lidt tilovers for det nye demokratis ledere, som han havde haft for enevældens monarker.Modstanden mod den politiske ledelse betragtede han dog som en gene, som han var nødt til at leve med, på linie med den blærestenslidelse, som bibragte ham ryet som hypokonder neurotiker, mens han i virkeligheden aldrig sparede sig selv.Karrieren endte med, at han i 1864 blev tildelt den lidet misundelsesværdige post som øverstkommanderende ved Dannevirke. Han stod bag beslutningen om at undgå en ødelæggende kamp i de gamle skanser og reddede armeen, men satte sin egen position over styr.I øvrigt var hans liv opfyldt af interesser for næsten alt omkring ham, musik, filosofi, kulturgeografi, historie, sprog, naturvidenskab, og ikke mindst var forholdet til kvindekønnet en fuldstændig forudsætning for hans livslykke.Biografien, der fremdrager mange nye sider af de Meza´s liv, er en kulturhistorisk lystrejse gennem den gamle danske Helstats sidste halve århundrede, der faldt sammen med den danske Guldalder.

Bogen beskriver i billeder og tekst udviklingen i hele egnen gennem de sidste 75 år og skildrer med kapitlerne:Tilbageblik til 1930´erne, Tilbageblik til 1950´erne, Højbyen, Asnæs og Lerchenborg, Havn og skibe, Røsnæs, Himmel og hav, egnens historie og natur i meget smukke billeder og en næsten mytologisk tekst.Bogen karakteriseres af Hans Edv. Nørregaard-Nielsen således:»Kalundborgegnen bliver et endnu mere forunderligt sted i den vandring gennem de sidste 75 års udvikling, der her er så vidunderligt klædt på af de forskellige årstider. Måtte det være kimen til det storværk om stedet, der her ligger i svøb.«

Bogen er en erindringsbog, men består af en række separate fortællinger. Mødet med Kalundborg sygehus begynder med et studentervikariat på Røntgenafdelingen i 1961, som kom til at stå i Franz Kafkas tegn ved forfatterens møde med den vikarierende narkoseoverlæge Daniel Benveniste, deraf titlen.Det centrale i bogen er dog den oplevelse, som hans tilbagevenden til barndomsbyen som læge i perioden 1965-1967 gav, og det ganske specielle forhold, at han som sådan kom til at fungere som læge for mennesker, som han kendte og som kendte ham. En lykkelig lægegerning uden den moderne fremmedgørelses kulde. Det at blive læge forandrer en person helt, blandt andet ved at lægen på én gang skal kunne se medmennesket som person og som funktion og derfor er den udvikling, som man gennemløber som lægestuderende med som forudsætning for at forstå, at den side af Kalundborg som ses fra sygehuset er så vidt forskellig fra den, der ses på gaden i hverdagen.

Bogen er tredje erindringsbind efter Dengang på Sorø Akademi (2006) og Franz Kafka i Kalundborg. Myter om liv og død i den danske provins. (2010) og er en skæbnefortælling om et karriereforløb i det lægevidenskabelige grundspeciale intern medicin fra 1968-1983. Denne karriere falder i tre adskilte forløb.Første del:I livet som reservelæge i specialistudddannelse på københavnske hospitaler var vilkårene præget af en enorm klinisk arbejds- og vagtbyrde, usikkerhed om stillinger, muligheder, og netværk og først og fremmest den vanskeligt håndterlige bevidsthed om, at videnskabelig produktion var nødvendig for at få karrierermæssig succes. Dette problem blev løst af hovedpersonen Seeles, stærke trang til at forsøge sig med grundvidenskabelig forskning indenfor biokemi og senere også fysiologi.Anden del:Det lykkedes ham at få i et stipendium på Biokemisk Institut A på Rockefeller Instituttet i København og oplevede et af sit livs faglige højdepunkter ved arbejdet med biokemisk forskning, som i enhver henseende lykkedes for ham, samtidig med, at han i forløbet erfarede grundvilkårene for den rene ophøjede videnskabelige kreativitet og de nærmest mafialignende vilkår videnskabelige ideer og resultater underkastedes i publikationsprocessen. For nogle forskere gjaldt det tilsyneladende om at tilegne sig andre prioriteter, for andre var dette utænkeligt, men Seele mødte unægtelig begge typer såvel i Danmark som i den store verden. Allerede i 1970'erne var videnskabelig uredelighed for nogle forskere en indarbejdet norm. I forbindelse med færdiggørelsen af hans kliniske uddannelse fik han lejlighed til at opbygge et selvstændigt fysiologisk-biokemisk laboratorium på Gentofte/Herlev sygehuse og han og hans medarbejdere præsterede en meget omfattende videnskabelig produktion af høj kvalitet, men desværre betød den elendige offentlige økonomi i slutningen af 1970'erne, at Seele måtte tage til takke med en overlægestilling på et lille virksomhedsejet privathospital.Tredie del:Han havde nået sit karrierermål, at blive overlæge i faget intern medicin, og havde nogle kreativt gode år, blandt andet fordi han kunne fortsætte uafhængig forskning på Panum Instituttet, mens arbejdspladsen praktiserede en konsekvent håndhævet virksomhedsånd (i dag: ´værdigrundlag´), der ikke respekterede medarbejdernes personlige værdighed. For Seele, der som læge havde en lovfæstet frihedspligt, der som forsker måtte hævde nødvendigheden af kreativ frihed, og som person mente, at måtte have visse grundlæggende frihedsrettigheder, kunne samarbejdet kun ende med en kollision. Det var ikke nok for ham at leve et liv som forgyldt funktion uden selvrespekten i behold.