Kirjahaku

Inst i ein fjord ligg Angerhøy, ein liten avblomstra industriby der folk lever sine liv klemt inne mellom fortid og framtid medan steinen som heng over fjorden trugar med å falle. For menneska i Angerhøy, for det unge paret Ulf og Rosita, for oss, for angsten og begjæret, for smerta vi kjenner over det som skjer, vår fastklamring til det vi har og lengting etter alt vi syns vi skulle få - har Marit Tusvik skrive dette skodespelet, kledd det i lys og mørke, gråt og latter. Eit teaterstykke om korleis vi diktar våre liv med døden tilstades i alt. "Angerhøy" er stykket alle har venta på. Det er stykket som handlar om havet, døden og kjærleiken. Og ingenting anna! Stykket har urpremiere på Det Norske Teatret 6. oktober.

Fortvilet over at alt hun bryr seg om blir borte, drevet av en brå angst for å bli moderne og kjønnsløs som sin egen tid, drar hovedpersonen i Marit Tusviks nye roman en morgen over vannskillet mot vest, på sporet av sin egen tapte tid. Og finner seg selv. I senga under det tusen meter høye fjellet der hun sov som barn ser hun at alt fins. Tid og rom eksisterer ikke, alt kan skje og ingenting er umulig mellom sommergjester og husvenner, bjørker og hav. Kometer raser mot jorda, istapper faller og hus brenner ned i dette mylderet av en fortelling som pirrer sansene og vekker lystene, og som dypest sett spør: hva gjør at selv et barn ser seg tvunget til å skrive alt sammen ned, hemmelig, for seg selv i mørket?

Desperat etter å skrive ned det siste Sigrid Finne sa, drar forfatteren til en øde vindruepresse på Sicilia. Der kryper naturen selv inn i fortellingen. En roman om hvordan liver dikter seg selv mens det pågår.

Marit Tusvik (f. 1951) debuterte i 1979 med dikt- og prosasamlingen Reisa til mandarinlandet og har siden skrevet flere diktsamlinger, skuespill, barnebøker og romaner. Hun har blant annet mottatt Ibsen-prisen, Amalie Skram-prisen, Mads Wiel Nygaards legat og Dobloug-prisen. "Marit Tusviks mange ulike uttrykk, hennes pendling mellom humor og alvor - mellom nynorsk og bokmål - er hennes metode å innhente det uhørte på, det ubeskrevne, det som dirrer midt mellom alt. Metoden viser seg ofte å være et vellykket grep til å si mer om virkeligheten enn mer fastlåste og stabile forfatterposisjoner kan gjøre. Hun løfter det alt sammen opp - de store spørsmålene, det naive, det vittige, det alvorlige, ... hun løfter det opp og frem med respekt, for så å snu det rundt, og se det fra nye vinkler. Marit Tusvik har en genuint egen stemme i alle sjangrene, og fortsetter sitt prosjekt i utgivelse etter utgivelse i utkanten av allfarvei." Fra juryens begrunnelse, Dobloug-prisen

Ishuset er ei dramatisering av Marit Tusviks debutroman med same namn. Stykket hadde urpremiere på Sogn og Fjordane Teater 11. desember 2009. Ishuset er Marit Tusviks første roman og handlar først og fremst om Mads, ein ung mann som freistar fri seg frå barndommen og oppvekstmiljøet. Fridomstrangen fører Mads ut i verda, på ein heilt annan veg enn den dei fire eldre søskena valde: å drive garden i den frodige vestlandsbygda. Der ville han bli klemd mellom milde søstrer som lengtar ut og psykopatiske brør som tyranniserer dei andre. Marit Tusvik har skapt ei heilstøpt forteljing om barnet, fiolinisten og kafeverten Mads. Det er blitt ein roman om personleg utvikling, ein kjærleiksroman og ein kunstnarroman.

26 sørgelige, undrende, vridde, vrange og ettertenksomme fortellinger i én bok. Det handler om hvor barnets kulde kommer fra, og om ensomhetens kniv i hjertet. Dessuten handler det om å slå opp med en gutt i en rulletrapp, om en blind pianostemmer og om en mann med en giftering som er så stor at han må sove med armen på gulvet. Det handler om Gunnar og Grace, og om å ha vondt i ansiktet og derfor spise fisk, og om japanske tørkede blomster som først folder seg ut i vann. Det handler om smertegrensenes ytterpunkter, og om livets sorte hull. Til trøst, nytte og glede inneholder boka også oppskrifter på Telefonkake, Jordmorkake og Gasellehorn, og tegninger som forfatteren har laget.

"Han var ein komet. Og eg var forundra. Eg kjende meg oppspilt. Det kunne ha blitt med det. Med synet. Han såg ikkje meg. Men eg såg han. Eg kjende meg sterk. Vill og vakker. Eg visste at eg strålte." Sofia er tjuetre år. Ho har slått opp med kjærasten. Ho vil vere fri. Så møter ho Frank. Han er femten år eldre. Ein vakker mann. Amerikanar, globetrotter, intellektuell. Han kan eg ha det litt moro med, tenker Sofia, og forelskar seg brått og inderleg. "I hans armar" er ein medrivande, reflektert og sanseleg roman om forelsking og nedbryting, og om å leve tett på ein annan sitt mørke.

Bruno W er kokk og har nettopp fått sin første Michelin-stjerne. Han løper alltid, som i skyttel mellom senga, markedene, de beste matbutikkene og restauranten i Milano, alltid på jakt etter den optimale smaken. Forloveden sier hun nesten aldri ser ham. Jakten på den optimale smaken overskygger alt. Ti dager før de skal gifte seg, kaster Bruno seg på toget. De som så ham løpe gjennom den store jernbanehallen i Milano den dagen, sa senere at det virket som han løp for livet. I hans hode tar han bare toget til Piombino og en båt til Elba for å hvile etter alt ståket rundt stjerna. På Elba havner han hos en enke på en skjønn og mystisk eiendom. Enkas hår er som av sukkerspinn og spunnet glass. Å snakke med henne er som å snakke med Gud. Den samme reisen skal han komme til å gjenta tre år senere, når han holder det forferdelige som har hendt ham hemmelig og prøver å omforme det hemmelige til gull. "Mannen fra Milano" er en elegant og smått fantastisk roman om en kokk som løper og en enke som rir, hans hurtighet og hennes langsomhet, om en øy full av appetittvekkende vekster og smaken som forvant.

Siv sit i badekaret og fantaserar om at ho og pappa er på fisketur. På havbotnen er det mykje rart, men til slutt drar Siv og pappa ut proppen i badekaret, og det er leggetid.

Den vesle fisken i hovudrolla er ein berggylte-gut, som synest livet på havbotnen er keisamt utan søsken og utan far. Faren kjem aldri meir att, seier mamma. Men Valdemar Blå vil av stad og finne han, og den einaste som kan ta han med dit pappa er, det er den varme og søte Golfstraumen. Reisa er veldig farleg, men dei legg i veg likevel. Over den skumle Grisetangskogen, fram mot det store Juvet og forbi den farlege Vulkanen.

En jente kommer til en tung, grå bygning av stein. Hun har reist langt, på veien har hun kjøpt en fotsid kåpe av rotteskinn, den ligger som en svart foss rundt henne. Det er elever der, hun kommer for sent, rektor ber henne krysse av for hvilke forelesninger hun vil følge, hun faller ikke for noen av dem og krysser av for et malekurs, hun må tenke. Mens hun tenker, skriver hun lange, uformelige dikt om egg og fugler og noe grønt i Melkeveien på en grønn skrivemaskin. En vakker gutt med borrer og kvister i genseren blir nysgjerrig – på hva hun skriver og på henne. Han sier at han liker henne veldig godt, og at han har en kjæreste. Men, sier hun. Hva? sier han. Det heter men jeg har en kjæreste, ikke og.

»Det er en fantastisk dejlig og meget original erindringsroman ... livsbekræftende … tonen er meget poetisk, lys og legende … sjov på en uventet måde … Den er bare helt vidunderlig.« AnneLise Marstrand Jørgensen, DR/P2 »Endnu engang har forlaget BATZER & CO givet mig en stor læseoplevelse!« Pernille Lisborg, Litteratursiden »En stor læseoplevelse.« Fyens Stiftstidende »Kun det lykkelige kan man skrive så sprudlende, smilende og stemningsfyldt om.« Jyllands-Posten. »Marit Tusviks barndom er lige til at blive glad i låget af.« Viva Marit Tusvik (f. 1951) er norsk forfatter. Hun debute­rede i 1979 og har siden ud­givet mere end tyve bøger: skue­­­spil, digt­­sam­linger, børne­­bøger og ro­maner. Dejlig er jorden er hendes sjette roman. Og den første på dansk.Romanens fortæller tager på en rejse mod vest, tilbage til barndommens landskaber, på sporet af en tabt tid. I huset under det tusind meter høje fjeld hvor hun voksede op møder hun sin afdøde far og genoplever det der var engang. Tid og rum eksisterer ikke, og alt kan ske. I et sanseligt, poetisk og humoristisk sprog tegner Marit Tusvik et farverigt portræt af en familie og en barndom i en lille norsk by i 1950’erne. Kometer farer i rasende fart mod jorden og huse brænder ned i dette mylder af en fortælling der pirrer sanserne og stiller spørgsmålet: Hvad får et barn til at skrive det hele ned, i al hemmelighed, for sig selv i mørket? Dejlig er jorden er en hyldest til livet, til jorden og menneskene, til bær og svampe og grønne vaskemaskiner, til dyr og blomster og fiskene i havet og til alle tings magi, set gennem barnets øjne, ikke oppefra og ned, men nedefra og op.

Marit Tusvik (f.1951), norsk forfatter, debu­te­rede i 1979 og har siden ud­givet mere end tyve bøger: skue­­­spil, digt­­sam­linger, børne­­bøger og ro­ma­ner. I Sigrid Finne er forfatteren opsat på at nedskrive sin mors historie, alt det moren fortalte den sidste sommer de havde sammen. Hun havde siddet i skyggen under morens kirsebærtræ og tegnet, det var juli og usædvanlig varmt, og moren gik frem og tilbage med havesaksen i sit sædvanlige sommerudstyr: badedragt, stråhat og gummihandsker. Da moren dør året efter er forfatteren besat af at skrive historien ned. Men hun kan ikke, ikke derhjemme, ikke under et ophold på Island. Så rejser hun til Sicilien for at passe en vin­presse i håb om at få styr på de mange notater. Den første del af bogen handler om hendes ophold på Sicilien, ved foden af vulkanen Etna. “Etna i sin hvide iskåbe. Med hænderne i siden og rød mund.” Seks uger senere vender hun hjem uden at have skrevet et ord. Det er først da hun ikke anstrenger sig at ordene kommer, og hun kan fortælle historien om dengang moren kom fra Voss til Oslo for at tjene hos den berømte Karl Evang, som præsenterer hende for sine venner som den lille hushjælp med de store tanker og de store bryster. Og om tiden under krigen hvor moren og faren var aktive i modstandsbevægelsen, og senere flugten til Sverige. Resten af livet forbliver opholdet i Sverige og det svenske sprog ret nærværende, som når faren kalder moren “mit smultron” og hun kalder ham “min jordgubbe”. Sigrid Finne er et kærligt portræt af moren. Det er en bog om savn og om døden, men endnu mere er det en hyldest til livet som nu er forbi.. ANMELDERNE SKREV “En original, morsom og hudløs ­roman som fortjener en hærskare af læsere.” Bergens Tidende “En roman fuld af overraskelser ... Teksten er så smukt skrevet og sårbarheden så tydelig uden at det bliver sentimentalt.” bok og samfunn “Et smukt og kærligt portræt.” Dagbladet “En spændende bog ... en fortælling med hemmelige dybder. På overfladen stille og fin, men nedenunder ligger tyngden af levet – og overlevet – liv.” nrk “… en pragtfuld roman, medrivende og let læst – men med et sjældent rigt vokabular.” Stavanger Aftenblad

Sofia er treogtyve år. Hun har slået op med sin kæreste. Hun vil være fri. Så møder hun Frank. Han er femten år ældre end hende. En smuk mand, amerikaner, globetrotter, intellektuel. Ham kan jeg have det lidt sjovt med, tænker Sofia og forelsker sig pludseligt og inderligt.Efter et stykke tid flytter Frank ind med alle sine kasser, sine billeder og al sin viden. Og lidt efter lidt ændrer tingene sig, da Frank begynder at kontrollere Sofias liv.I hans arme er en medrivende, reflekteret og sanselig roman om forelskelse og sammenbrud, og om at leve tæt på en andens mørke.“Romanen tager en krimiagtig drejning, det bliver umuligt at lægge bogen fra sig.” – VÅRT LAND“Marit Tusvik skriver utrolig godt. Indsigtsfuldt og medrivende, om kærlighed, afhængighed og vaner. Viser hvordan også kloge, selvstændige, succesfulde kvinder (og mænd) kan havne i situationer de aldrig havde troet de skulle havne i … I hans arme vil kunne ramme mange læsere lige i hjertet.” – DAGSAVISEN“I hans arme (smag på bibelallusionen), er ikke bare en intens og nervepirrende udviklingsroman, som sædvanlig hos Marit Tusvik er den også mættet med litterære og historiske referencer og citater, rammende metaforer – og et kinesisk ordsprog. Det er skønskrift fra loyalitetens selvudslettende og katastrofale livsområde.” – STAVANGER AFTENBLAD