Kirjahaku

-

Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede “materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunstrummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted i en bredere offentlighed. Det er historien om samtidskunstens funktion som en art substitutoffentlighed i fraværet af en kritisk, international modoffentlighed. Denne funktion fungerer imidlertid også som legitimation for institutionen, der bryster sig af og forstår sig som systemkritisk: Kritik er i dag på den måde sine qua non for samtidskunstinstitutionen. Men, må vi tilføje, kritik i en nedskaleret forstand, som institutionelle reformer og reformistiske interventioner. Det er institutionskritikkens hegemoni. Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunst­ner­iske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden, og hvor den mest sofistikerede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior. Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det har været muligt – ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske modernitet og forestille sig verden på en anden måde.Dialog med de døde skitserer et historisk forløb, hvor kunsten har fungeret systemkritisk, fra mellemkrigstidens surrealisme over situationisterne, Black Mask, Art Workers’ Coalition og Artist Placement Group i 1960’erne til den politiserede samtidskunst og aktivistiske statuevæltninger.

De mange masseprotester, der har fundet sted siden 2011, har været kendetegnet ved et umiskendeligt be­hov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere; det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere. Det er en politisk handling, der hverken er klasse­kamp eller etableringen af en opposition til magt­haverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.

Det 20. århundredes kunstneriske avantgardemanifester foreligger nu for første gang i en større præsentation på dansk.Avantgardernes kaotiske, urimelige, patetiske og voldsomme angreb på alle hidtidige kunstneriske konventioner og på borgerskabets idealer og værdier blæser ud over siderne med stor kraft. Futuristerne, vorticisterne, dadaisterne, de russiske avantgardegrupper, surrealismen, CoBrA, de lettristiske grupperinger og Situationistisk Internationale ønskede alle at skabe en ny verden, hvor kunst og liv var ét. Med manifesterne stillede avantgarderne sig proklamatoriske, anklagende, fordrende og provokerende an. Kombinationen af kampretorik og performativ diskurs gjorde manifestet ideelt til at fremsætte et ultimatum til en dødsdømt borgerlig civilisation.

Vi er konfronteret med en underlig opløsning i slow motion, hvor tidligere visheder krakelerer og begynder at falde fra hinanden uden rigtigt at blive erstattet af noget nyt. Den neoliberale ordens ideologiske dominans er brudt, men de lokale ledere har ikke opdaget det og formår kun med stort besvær at tilpasse sig den nye situation. Donald Trump er en midlertidig løsning, der ganske vist lover at fortsætte dele af det neoliberale program, men samtidig skruer op for en racistisk og utvetydigt fascistisk dimension, der søger at genetablere en fiktiv tidligere storhed, hvor den hvide mand herskede ubestridt. Trumps racisme, misogyni og islamofobi er ingredienser i en senkapitalistisk fascisme, der tager form af ultranationalisme, systematisk løgn og angreb på mainstreampressen og mobilisering af et indigneret hvidt småborgerskab.»Det symbolske produktionsapparat, der endnu kun var i sin vorden i 1930’erne, cirkulerer nu en blanding af let underholdning og islamofobi i et omfang, som Goebbels kun kunne drømme om. Men sådan ser fascismen ud i dag. Den er "funny". Som en dårlig imitation af en bilforhandler fra 1970’erne eller en figur fra Starsky and Hutch eller Charlie’s Angels.«I sine nyeste bog, Trumps kontrarevolution, diskuterer Mikkel Bolt, hvordan vi skal forstå det reaktionære svar på samfundsudviklingen, som valget af Donald Trump og resten af den højrepopulistiske bølge er et udtryk for.Mikkel Bolt er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og forfatter til en række bøger, bl.a. Krise til opstand (2013) og Samtidskunstens metamorfose (2016).

På råbeafstand af marxismen analyserer et teorihistorisk forløb fra sidst i 1960’erne og frem til i dag inden for vestlig filosofi, politisk tænkning og kulturstudier. Et forløb kendetegnet ved en afsked med marxismen og med det revolutionære projekt, marxismen kan siges at være udtryk for. En opgivelse af en kritik af kapitalismen. Et forløb, hvor en vigtig selvkritik – den nødvendige analyse af klassekampens genkomst, forvandling og omslag i den anden halvdel af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – hurtigt afløses af en opgivelse af det revolutionære projekt. Bevægelsen fra revolutionær selvkritik til opgivelse af marxismen og afsked med en analyse af kapitalismen er anliggendet for bogens tekster. Det er et forløb, der går fra revolutionært opbrud og den nødvendige udvidelse af marxismens historiske analyse til afsked med en sammenhængende systemkritik til fordel for en overdreven tiltro til økonomiens selvstyre.Bogen er tænkt som et bidrag til en genaktivering af marxismen og dens kritiske analyse (og afvikling) af det kapitalistiske samfund. At være ‘på råbeafstand af marxismen’ er at forsøge at ryste den fortrolighed, som kapitalismen antog i perioden, efter at den vestlige marxisme selvkritisk så nærmere på den historiske materialismes klassekategorier og historiefilosofi.