Kirjahaku

”Ingeborg Bachmann er den første kvinde i den tysksprogede efterkrigslitteratur, der med de mest radikale poetiske virkemidler beskriver krigens og ødelæggelsens videreførelse i forholdet mellem mænd og kvinder.” – Elfriede Jelinek”Den betydeligste forfatterinde, vores land har frembragt i dette århundrede.” – Thomas BernhardIngeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog begynder med den unge arkæologistuderende Martin Ranner, der kort før sin afrejse til Ægypten har modtaget et kryptisk telegram fra sin storesøster Franza: Hun er flygtet fra sin ægtemand, den verdensberømte psykiater Leopold Jordan, der kontinuerligt udøver forsøg på sin unge kone. Martin finder hende på afgrundens rand i deres barndomshjem i provinsen Kärnten. Franza taler i vildelse, og hendes fine natkjole er forvandlet til en sølle klud. Blandt sine få ejendele har hun et falsk pas, der skal hjælpe hende med at undslippe sin magtfulde mand og flygte med Martin til Egypten. Han føler sig fremmed over for sin ofte fraværende søster, men giver efter for hendes ønske, i håb om at rejsen kan helbrede Franza for hendes pludselige og tilsyneladende dødelige sygdom.Sammen tager de to på en rejse gennem Sudan og Ægypten og gennem Franzas nedbrudte sind, hendes sygdom og traumer og hendes tidligere forhold til de mænd, der har ageret elskere og/eller faderfigurer for hende.Hos Bachmann bærer alle på sygdomme, psykiske såvel som ideologiske. Det gælder også i Franzas bog, hvor spørgsmål om bøddel og offer, om skyld og uskyld efter 2. verdenskrig, om køn, racisme og kolonialisme vendes og drejes i Bachmann svimlende og svimle prosa, der både er en undersøgelse af traumets mange manifestationer – og hvordan disse ultimativt leder til et menneskes død – og af en verden, hvor fascistiske og imperialistiske ideologier lever hverdagsligt videre efter krigen.Romanfragmentet er en del af Bachmanns ufærdige romancyklus Todesarten (Dødsmåder), der skulle udforske de måder, hvorpå kvinders død påføres dem af mænd. På dansk udkom fra samme cyklus Malina i 2021 (Grif, overs. Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad).Ingeborg Bachmann (1926-1973) blev født og voksede op i den østrigske provinsby Klagenfurt. I 1953 flyttede hun til Rom. Der skrev hun essays, hørespil, librettoer og især digte, som gav hende status af en af efterkrigstidens største tysksprogede lyrikere. Senere skrev hun sine prosaværker, der især beskæftiger sig med fascismens oprindelse og konsekvenser, og som er gennemsyret af et mismodigt syn på magtforhold mellem mænd og kvinder.Mod slutningen var Bachmanns liv præget af alkoholisme og pillemisbrug. Hun døde i 1973 af brandsår, hun havde pådraget sig ved at falde i søvn i sengen med en tændt cigaret. Hun anses i dag for en af de vigtigste østrigske litterære stemmer i efterkrigstiden.

En landsby, som med krigen udvikler sig fra rolig til beklemt. En trediveårig mand i midtlivskrise. En far der ikke kan elske sin søn, og en flok krigsveteraner der tager krigen med sig i deres civile liv. Ingeborg Bachmanns Det tredivte år er en både brutal, smuk og livsklog skildring af det centraleuropæiske menneske anno 1961. Bachmann var selv i midten af trediverne da bogen udkom og er lykkedes med at lade sit røntgenblik trænge lige så dybt ind i den mandlige psyke, som i den kvindelige. Samlingen, er præget af krigens sorte skygge. Alligevel indeholder den små antydninger af håb om en ny tid hvor det særligt er de borgerlige patriarkalske dyder, der står for fald. I Barndom i en østrigsk by skildres den omsiggribende uro og paranoia der opstår i et landsbysamfund efterhånden som anden verdenskrigs skygge trækker op i horisonten. Det tredivte år er en knivskarp analyse af de overvejelser man står i, når livets alvor trænger sig på og ungdommens ubekymrethed er forbi. Alt følger, på uhyggelig vis, en mand der ikke formår at elske sit barn og først for sent erkender hvad han kunne have gjort anderledes. Blandt mordere og galninge viser hvor tynd civilisationens fernis er hos den generation af mænd der gik forrest på krigens slagmarker. Et skridt mod Gomorra skildrer en borgerlig kvindes forsøg på at frisætte sig i mødet med en yngre kvinde. En Wildermuth følger en dommers sygelige sandhedssøgen, der har forpestet hans liv. I Undine går afsiges der dom over en særlig mandetype under samlebetegnelsen ’Hans’. Ingeborg Bachmann (1926 – 1973) er en af østrigsk mest betydningsfulde forfattere. Efter en doktorgrad på baggrund af studier i filosofi, psykologi og germanistik debuterede hun som digter i 1953. Hun blev en del af den såkaldte Gruppe 47, der blandt andet talte digteren Paul Celan, som hun stod i et forhold til. Hendes værker tæller især kortprosa, digte og ikke mindst hørespil. Mod slutningen af sit liv påbegyndte hun en romancyklus, hvoraf kun romanen Malina blev udgivet. Efter hendes tragiske død i 1973 er den ufuldendte roman Franzas bog også blevet udgivet. Bachmann beskrives ofte som en stærk feministisk stemme, men som Det tredivte år vidner om, var hun en lige så stærk skildrer af den mandlige som af den kvindelige psykologi.

De fem novellerna i Simultan är skrivna med Ingeborg Bachmanns sedvanliga skärpa och språkliga intensitet, och de har alla kvinnliga huvudpersoner. En är simultantolk och har rest till kusten med en man hon inte känner. En älskar att somna om på morgnarna och ska just träffa sin älskare. En ser sin extrema närsynthet som en ovanlig gåva. En hälsar regelbundet på hos sin åldrande svärmor och börjar hemlighålla besöken för sin man. En är fotograf och försöker vid ett besök i sitt barndomshem följa turistkartans vägar mot sjön. Ingeborg Bachmann skrev Simultan (1972) parallellt med romanen Malina (1971), som en sorts sidohistorier till denna. Boken ingår i hennes omfattande prosaprojekt ”Todesarten” – ”sätt att dö”, som inte kunde fullbordas, i och med hennes död i sviterna av en eldsvåda.

När någon är inne på sitt trettionde år slutar man inte att kalla honom ung. Han själv blir däremot osäker, trots att han inte kan se att han förändrats; det är som om det inte längre anstod honom att utge sig för att vara ung. Huvudpersonen i ”Det trettionde året”, titelnovellen i Ingeborg Bachmanns första novellsamling från 1961, inser att han snart ska fylla trettio och att alla de ändlösa möjligheter hans liv hittills har bestått av har övergått till att bli de beslut han redan fattat. Han lämnar sin förutsägbara tillvaro och inleder ett år av rannsakan och ifrågasättande. Samlingens sju noveller, om ett antal karaktärers liv i 50-talets Österrike, kretsar alla kring längtan efter förvandling och efter att skapa en ny värld. Det trettionde året är en bok som bär utopins tecken, med författarens egna ord.

Ingeborg Bachmann var en af tysk litteraturs mest radikale digtere og forfattere. I fem fortællinger betragter hun med mikroskopisk intensitet kvindens vilkår i forholdet mellem kvinder og mænd. Ingeborg Bachmann var gift med forfatteren Max Frisch og havde desuden et livslangt forhold til digteren Paul Celan. Hun døde 47 år gammel i 1973 og blev begravet i sin fødeby, Klagenfurt. Hendes brevveksling med Paul Celan udkommer på Forlaget Vandkunsten i 2011.