I et interview kommenterede den tysk-britiske sociolog Norbert Elias (1897-1990) engang en bemærkning, som Zygmunt Bauman havde knyttet til hans værk. Bemærkningen gik ud på, at Elias måske var ”den sidste repræsentant for den klassiske sociologi, en forsker, der stræber efter den store syntese”. Elias var rasende over denne karakteristik, fordi han hellere ville være ”den første, der bryder en ny vej”. De to udsagn tydeliggør ikke alene forskellen mellem Elias’ selvopfattelse og den måde, mange kommentatorer har betragtet ham på, men fastholder også et vigtigt kendetegn ved hans værk: Elias kombinerer nemlig på den ene side en syntese af de vigtigste elementer i det sene 1800-tals og det tidlige 1900-tals sociologiske tænkning med på den anden side en yderst selvstændig og intellektuel stringent anvendelse af denne syntese i forhold til et bredt spektrum af empiriske data. Det er med andre ord i spændingsfeltet mellem tradition og nytænkning, Elias’ sociologiske arbejde udfolder sig; og det er blandt mange andre ting dette forhold, Robert van Krieken klarlægger i sin engagerede, men langt fra ukritiske introduktion til Elias og hans indsats og placering inden for det 20. århundredes sociologi. Bogen henvender sig primært til et fagpublikum, men i og med, at den så levende beskæftiger sig med en samfundsforsker, der gennem hele sit værk søgte at besvare spørgsmålet: Hvad det i grunden vil sige at være et ’moderne’, ’civiliseret’ menneske, har den relevans for en langt bredere, samfundsinteresseret læserskare. Oversat fra engelsk efter Norbert Elias af Tom Havemann.
