De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen har altid fået stor og velfortjent opmærksomhed. Men havde han ikke haft sin kone som organisator, er det tvivlsomt, om han var nået så langt. Helene Hanssen skrev mange breve til sin mand. Først i forlovelsestiden, og også senere da han blev landdagsmand og rigsdagsmand i Berlin og var væk 8 måneder om året. Hun sørgede for at arkivere deres korrespondance, så man i dag kan følge deres liv næsten fra dag til dag. ”Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed” er en biografi om kvinden bag Genforeningen. Helene Hanssens hjem var en veldrevet gård på Sundeved. Hun havde svært ved at tilpasse sig de normer, man dengang havde. Hun havde ikke lyst til de ting, piger helst skulle beskæftige sig med. Hun var ikke huslig og hadede det sorte komfur. Hellere ville hun læse eller tumle rundt med drengene. Hendes ældre søstre søgte at holde hende til arbejdet. Hendes skolegang var elendig og hun fortalte senere mange gange, at hun ikke havde lært noget af betydning i sin barndoms skole. Da hun traf det opadstigende politiske talent Hans Peter Hanssen var det to modsætninger, der mødtes. Han var vant til anerkendelse og positiv interesse. Hun var vant til kritik. De to unge forlovede sig i 1882, og nu fulgte en 6 år lang forlovelse, hvor Helene prøvede at indhente noget af det forsømte, hvad uddannelse angik. Hun var 3 gange på Askov og fik her øjnene op for, hvordan skolegang kunne være. Helene Iversen uddannede sig først som mejerske, senere blev hun en kort tid lærer. Hun sluttede med at stå i lære i ekspeditionen på Fyns Tidende, så hun kunne være med til at administrere en avis. Hendes forlovede havde planer om at blive redaktør. I 1888 blev de gift. De første år boede de i Sønderborg. I 1892 købte de avisen Hejmdal i Aabenraa. Hans Peter var meget ude at holde foredrag og blev i 1896 valgt til landdagen i Berlin. Helene overtog avisdriften og pasningen af Hafnia kontoret. Sideløbende fik hun 10 børn på 14 år og passede også dem og den store husholdning. Hun var ikke et nemt menneske og stødte tit sammen med de ansatte på Hejmdal. Hun sagde tingene ligeud og kunne ikke omgås med flere sandheder. Det blev et for en kvinde dengang usædvanligt liv. Helene Hanssen rådgav sin mand i politiske spørgsmål og sørgede for at holde ham ved jorden. Hun var uimponeret og sørgede for, at de mange børn kom godt i vej. Helene Hanssen var sin mand en uvurderlig støtte i kampen for at få Sønderjylland dansk.
