Kirjahaku
Etsi kirjoja tekijän nimen, kirjan nimen tai ISBN:n perusteella.
207 tulosta hakusanalla "Simone Weil"
La notion d'obligation prime celle de droit, qui lui est subordonn e et relative. Un droit n'est pas efficace par lui-m me, mais seulement par l'obligation laquelle il correspond; l'accomplissement effectif d'un droit provient non pas de celui qui le poss de, mais des autres hommes qui se reconnaissent oblig s quelque chose envers lui. L'obligation est efficace d s qu'elle est reconnue. Une obligation ne serait-elle reconnue par personne, elle ne perd rien de la pl nitude de son tre. Un droit qui n'est reconnu par personne n'est pas grand'chose...
Réflexions sur les causes de la liberté et de l'oppression sociale
Simone Weil
Prodinnova
2023
pokkari
L'humanit a commenc , comme chaque homme commence, par ne poss der aucune connaissance, hors la conscience de soi et la perception du monde. Cela lui suffisait, comme cela suffit encore aux peuples sauvages, ou, parmi nous, aux travailleurs ignorants, pour savoir se diriger dans la nature et parmi les hommes autant qu'il tait n cessaire pour vivre. Pourquoi d sirer plus ? Il semble que l'humanit n'aurait jamais d sortir de cette heureuse ignorance, ni, pour citer Jean-Jacques, se d praver au point de se mettre m diter...
... Il y a dans le travail des mains et en g n ral dans le travail d'ex cution, qui est le travail proprement dit, un l ment irr ductible de servitude que m me une parfaite quit sociale n'effacerait pas. C'est le fait qu'il est gouvern par la n cessit , non par la finalit . On l'ex cute cause d'un besoin, non en vue d'un bien; parce qu'on a besoin de gagner sa vie, comme disent ceux qui y passent leur existence. On fournit un effort au terme duquel, tous gards, on n'aura pas autre chose que ce qu'on a. Sans cet effort, on perdrait ce qu'on a...
... Quand la libert d'expression se ram ne en fait la libert de propagande pour les organisations de ce genre, les seules parties de l' me humaine qui m ritent de s'exprimer ne sont pas libres de le faire. Ou elles le sont un degr infinit simal, peine davantage que dans le syst me totalitaire.Or c'est le cas dans une d mocratie o le jeu des partis r gle la distribution du pouvoir, c'est- -dire dans ce que nous, Fran ais, avons jusqu'ici nomm d mocratie. Car nous n'en connaissons pas d'autre. Il faut donc inventer autre chose.Le m me crit rium, appliqu d'une mani re analogue toute institution publique, peut conduire des conclusions galement manifestes...
Il ne d pend pas de nous de croire en Dieu, mais seulement de ne pas accorder notre amour de faux dieux. Premi rement, ne pas croire que l'avenir soit le lieu du bien capable de combler. L'avenir est fait de la m me substance que le pr sent. On sait bien que ce qu'on a en fait de bien, richesse, pouvoir, consid ration, connaissances, amour de ceux qu'on aime, prosp rit de ceux qu'on aime, et ainsi de suite, ne suffit pas satisfaire. Mais on croit que le jour o on en aura un peu plus on sera satisfait. On le croit parce qu'on se ment soi-m me. Car si on y pense vraiment quelques instants on sait que c'est faux. Ou encore si on souffre du fait de la maladie, de la mis re ou du malheur, on croit que le jour o cette souffrance cessera on sera satisfait. L encore, on sait que c'est faux; que d s qu'on s'est habitu la cessation de la souffrance on veut autre chose...
Det sanne øyeblikket for Simone Weil er når mennesket ser seg selv og sin neste. Det skjer glimtvis, og skaper dermed frigjørende løft bort fra den materielle tilværelsen. Vi må slutte å tillegge pengene så stor betydning. Ikke bare forhindrer dette at vi finner åndelig føde, det forhindrer også å forstå at vi rett og slett lider av hungersnød …Vi kjenner ikke lenger vår egen sult, fordi det er så altfor lett å forklare all slags nød med pengemangel … Pengene forhindrer oss i å innse hvilke forpliktelser vi er bundet av, de har nesten klart å fjerne enhver forpliktelse … De har i stedet latt økonomisk redelighet i privatlivet fremstå som den eneste sanne dyd …Simone Weil levde fra 1909 til 1943 og i løpet av et intenst liv var hun alt fra industriarbeider til mystiker. Hun er vanskelig å plassere, både filosofisk og politisk, og er blitt karakterisert, mer eller mindre nedsettende, med ordpar som mildest talt virker kontrære: marxist og mystiker, pytagoreer og katar, kristen og udøpt, jøde og antisemitt, pasisfist og Spaniakjemper, hun var kvinne, men kalte seg helst Simon.Vår utgivelse er en samling «essays/tekster» om hennes tenkning, et par uoversatte tekster i tillegg til noen allerede utgitte. Weils grunnleggende filosofiske og levde prosjekt bygger på den dialektiske tanken om at man må gå ned for å gå opp, og på en paradoksal forestilling om at å avstå fra å handle er den sterkeste handling. Oppmerksomhet er et nøkkelbegrep hos Simone Weil. Den sanne oppmerksomhet er nådefylt, fordi den er en negativ anstrengelse. Det vil si at den sanne oppmerksomhet er sjelden og ikke skjer «med rynkete bryn», men består i å «slippe tanken løs og la den være tilgjengelig og åpen for objektet.» Herfra er det ikke langt til øyeblikket og tilstedeværelsen.
Diskussionen om arbejdet står centralt i vores tid. Og selvom vi har flyttet meget af det mest fysisk opslidende arbejde til lande langt væk, eller måske netop derfor, er det mere relevant end nogensinde at forholde os til de mennesker, der producerer vores varer og sælger størstedelen af deres vågne timer for gentagelsespræget, underbetalt og alt andet end stimulerende arbejde. Den franske tænker Simone Weil (1909-1943) var dybt optaget af retfærdighed og solidaritet med arbejderklassen. I sin ungdom var hun marxist, pacifist og en yderst aktiv politisk aktivist og udviklede gennem sit liv et helt unikt perspektiv på social uretfærdighed, som man mærker i hendes tekster. I 1934 tog hun et års orlov fra sit undervisningsjob for at arbejde inkognito på to forskellige fabrikker. Hun var et barn af den borgerlige klasse, men ønskede at få virkelig erfaring med den arbejdende klasses vilkår. Erfaring fra livet ved fabrikken er en af de tekster, hvor Simone Weil med dybde og sproglig nyskabelse forsøger at viderebringe denne erfaring. Forfatter og forlægger Andreas Vermehren Holm har skrevet efterord. Oversat af Louise Bundgaard. Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.
»Helten er en ting, der slæbes i støvet bag en vogn.« Simone Weil (1909-1943), fransk forfatter og filosof, efterspørger i Iliaden eller styrkens digt nye figurer, vi kan orientere os efter, nye troper og grundfortællinger. Udgangspunktet for hendes genlæsning af det græske epos er en kritik af den vestlige kultur, der siden oldtidens Rom har sat styrken over svagheden, som to uforenelige størrelser; styrken, som det højeste, og svagheden, som det laveste. Hun peger i sin læsning på, hvordan Iliaden rummer en fundamentalt anden opfattelse heraf, en sårbarheds-poetik og ærlig beskrivelse af menneskelivets vilkår. Enhver berøring er dobbelt. Det er kimen til »en skæbnefortælling, hvor bødler og ofre er lige sagesløse«.Den, der berører verden, forandrer verden. Og den, der forandrer verden, bliver selv forandret. Ingen handlinger er for små til at gøre en forskel, ingen livsform for uanselig. Tager man således styrken i brug, bliver man også brugt af styrken. »Den stærke er aldrig kun stærk, den svage er aldrig kun svag, men ingen af dem ved det.« Weils tekst er et kampskrift for hensyn og selvbeherskelse, en invitation til at revidere vores fortælleformer og inkludere svaghed og nederlag, lidelse og død, sorg og afmagt, ubevidst kærlighed og afhængighed i vores historier – ikke mindst for atter at komme i berøring med den ydmyghed og taknemmelighed, som måske stammer derfra. »Det er kun muligt at elske og være retfærdig, hvis man kender styrkens herredømme og ved, at det ikke skal respekteres.«
Simone Weil (1909-1943) skrev hovedværket Rodfæstelsen under anden verdenskrig, kort før hun døde af tuberkulose, 34 år gammel. Undertitlen er meget sigende: Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket. Weil ser det 20. århundredes civilisation, især Europa, som ramt af en åndelig, social og kulturel utilpashed, en rodløshed, der skyldes vores manglende forhold til fortiden, opløsningen af fællesskaberne og den ødelæggende materialisme. Rodfæstelsen. Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket beskriver sjælens behov – der er lige så vigtige for et menneskeliv som tilfredsstillelsen af fysiske behov. Vi må have rod et sted uden dermed at udslette andres tilhørsforhold. Fra de undertrykte og besejredes historie går Weil videre til verdensaltet og den helt centrale analyse af det fysiske arbejdes åndelige natur.
"I vores sa°kaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”Det her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning af partiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Med grusom ironi spidder hun de demokratiske samfunds kerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som pa° det nationale plan sørger for, at ikke en eneste a°nd kan henlede sin opmærksomhed pa° den indsats, der besta°r i at forsta° hvad der er godt, retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespids analyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendes samtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke blot er historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politisk parti.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget alle mennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraften alvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir, der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød ud flygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejke som 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor tids eneste store ånd”.
“Når ytringsfrihed reduceres til propagandafrihed, er de eneste dele af den menneskelig ånd, som fortjener at udtrykke sig, ikke frie til at gøre det.”I essayet "Personen og det hellige" skriver den franske filosof, mystiker, lærer og aktivist Simone Weil sig ind i et område, hvor etik og retsfilosofi bliver uskelnelige. Med glødende intensitet og utrolig klarhed spørger hun, hvorfor den etiske handling aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, og hvordan begrebet om den juridiske person paradoksalt sætter grænser for retfærdigheden. På denne måde formulerer hun det store spørgsmål for enhver politisk praksis, der vil forstå sig selv som retfærdig.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at politik må forstås som en praksis. Selv tog hun et års orlog som lærer for at arbejde på Renault-fabrikkerne, for bedre at kunne forstå, hvordan hårdt fysisk samlebåndsarbejde påvirker arbejdernes måde at tænke på. Det er dette kompromisløse politiske engagement der gør, at hendes skrifter måske er mere relevante i dag end nogensinde før.