Kirjojen hintavertailu. Mukana 12 595 353 kirjaa ja 12 kauppaa.

Kirjailija

Christian Vind

Kirjat ja teokset yhdessä paikassa: 9 kirjaa, julkaisuja vuosilta 2013-2025, suosituimpien joukossa Café Dolly. Vertaile teosten hintoja ja tarkista saatavuus suomalaisista kirjakaupoista.

9 kirjaa

Kirjojen julkaisuhaarukka 2013-2025.

Café Dolly

Café Dolly

Margit Brehm; Claus Carstensen; Anne Gregersen; Annette Johansen; Roberto Ohrt; Christian Vind

-
2013
sidottu
Pragtværk om den danske kunstner J. F. Willumsen (1863-1958) i anledning af 150-året for hans fødsel. Bogen ledsager en ambitiøs udstilling på Willumsens Museum i Frederikssund 8.9. 2013, hvor Willumsen bringes sammen med den franske kunstner Picabia (1871-1951) og den nulevende verdenskendte amerikanske kunstner Julian Schnabel (f. 1951). Udgives både internationalt på engelsk af det tyske forlag Hatje Kantz og i dansk udgave i kommission hos Strandberg Publishing.
Hvedekorn 4 2025

Hvedekorn 4 2025

Lars Bukdahl; Christian Vind

Gyldendal Trade 140
2025
nidottu
Hvis en poetisk juleleg føler sig hjemløs, så kan den altid søge til Hvedekorn, her er amrene altid åbne for formelt jalløj og spas og spex, og jo strengere legesygen jo bedre – se nu fx bare til Lasse Aaby Gammelgaards bidrag til Hvedekorn 4, 2025, som en tre tekster, der i bedste OULIPO-tradition med insisterende monovokalistisk virtuositet udelukkende benytter sig af vokalen E: “Hvem er jeg? Et menneske med lede ved det meste. En, der kender denne lede bedre end de fleste: Spleen, weltschmerz, hjernesmerte, hjertesmerte. Dét er blevet dette menneskes vej. Det vedkender jeg gerne. Smertens genese?/ Verden er et fremmed sted. Jeg er deserteret. Menneskeheden en feltenhed. Den rette vej. Geledderne. Nej, vel? ”Verden er en scene.” Der er altid stor og central glæde i Hvedekorn over debutanter som nu fx Christian Møller med hans små, aforistiske lynnedslag (Du prøver så hårdt/ at holde styr på ror og/ mast, men det sejler”), men deglæden er måske lige den graf støøre, når en digter er tilbage efter tidlig, kort tilsynekomst fulgt af langt, langt fravær, som nu sirligt drastiske Benedicte Skjalholt, der bland andet leverer denne forrygende ode til ordet “bare”: “bare kastanje fuck/ bare ligge til last/ bare ligne en most blomme/ bare ligne et lig/ bare kastanje ond/ bare ikke sige det som det er/ bare latter-lig/ bare håbefuld online/ bare kæmpe idiotsæson/ bare som som/ bare rose i fanden/ bare rosevand duft som/ bare kastanjen er latterlig/ bare håne lig/ bare æde som fordærvet indeni/ bare bare/ bare brøker/ bare være til besvær/ bare slå ud efter/ bare MIG/ bare helt ærligt og hvorfor det/ bare pænt ansigt/ bare luk” Hvortil kommer alt det og alle de andcre, heriblandt kære, trofaste Hvede-venner som Nynne Roberta Pedersen Pedersen, Sternberg, Morten Espersen og Hans Chr. Bøgholm. Og hey, cover og illustrationer er gennemlyst og gennemlysende blomstringer ved Erik Steffensen!
Hvedekorn 1 2025

Hvedekorn 1 2025

Lars Bukdahl; Christian Vind

Gyldendal Trade 140
2025
nidottu
En stime, der vil rime, fra Salig Henning! Hvedekorn 1, 2025, et ganske almindeligt, fantastisk poetisk nummer, er pludselig blevet et mindenummer, et paradoksalt triumferende et, thi netop afdøde Henning Mortensen, som debuterede i bladet tilbage i 1966 og til det nye nummer, efter flere års skønlitterær tavshed, bidrager med en flot fræsende serie af såkaldte ivrige digte af mildest talt livsbekræftende karakter, og bare fx dette her, en“ Munter morgenopsang om duer”: “du bør skamme dig/ for hvordan kan du vågne så sur/ ja i timevis gnaven/ når din udsigt fra sengen/ er selve/ paradishaven/ med det overfede duepar/ der siger farvel til februar/ med erotisk kurren/ fra toppen af birken/ nej hils foråret uden knurren/ og lyt til de fjerne klokker fra kirken/ og glæd dig over/ at det ikke kræver en hel/ flad kursustime/ at svinge fødderne og resten af/ vedhænget ud af sengen/ og hen til bordet for at/ udsende en stime/ af ord/ som vil rime/ og med ynde/ gøre de fede duer/ lidt mere/ tynde” Og pludselig læses bidragets øvrige bidrag – inklusive Simon Starlings hypnotiske masker, der illustrerer bladet – som hyldester til Mester Mortensen, og det kan de kan og mnå de sagtens, fra Harald Voetmanns virtuose oversættelse af et gammel, anonymt engelsk smædeigt rettet mod larmende smede (“Sortsnaskede smede smurt ind i sod/ slig støj om natten har næppe nogen hørt./ Sikke bøvede brøl, hvilket balder af knald!) over Nikolaj Zeuthens klarøjet syrede digtfortællinger om eksploderende kontorlandskaber til debutanten Emma Hvidbak Gouleffs små, gøglet spruttende udbrud (“OG/ JAAAAA/ ET/ FRISKT/ BENZINPUST/ I/ NU/ LUSHER/ OP/ FOR/ HELE/ DET/ DÅRLIGE/ ORBIT”. På alle de måder, plus mange flere endnu, opfører poesien sig overlegent Henning Mortensensk, i det nye nummer af det blad, hvor også han sparkede sin spiren i gang.
Hvedekorn 1 2024

Hvedekorn 1 2024

Lars Bukdahl; Christian Vind

Gyldendal Trade 140
2024
nidottu
1970’erne var lyrisk set pænt deprimerende undtagen på de bittesmå forlag – der med få undtagelser ikke er de samme som dem, der nu med stor, kvalitativ vægt florerer, men total parallelle – og i Hvedekorn. Hvis man nøjes med at læse Hvedekorn fra 1970 til 1979, ligner perioden den poetiske guldalder, som den i al hemmelighed så rent faktisk også var. To af de ivrigst og betydeligst bidragende 70’er-Hvede-digtere er Karsten Bjarnholt, født 1944 og debut så tidligt som 1965, før Borums tid, og Hans Chr. Bøgholm, født 1946, debut 1969, og begge har nye, usvækket originale digte med i nummer, 1, 2024. Bøgholm er en forrygende indædt forgrublet søjlehelgen af en digter, som født i fx Frankrig eller Tyskland for længst ville have status som levende legende, hør det knage overlegent: ” Vi har set,/ hvis vi vil indrømme det,/ at det langsomste vi ved,/ er os selv./ Hver og én af os,/ og også det,/ der i en eller anden forstand/ er ”det”,/ er ude af stand/ til at nå noget som helst,/ fordi vi indser,/ at det ikke var det,/ vi ville nå,/ at det var døden,/ og den/ som løber hastigt efter noget/ og indser,/ at det er døden,/ vil løbe endnu hurtigere,/ fordi han ikke ser,/ at det er langsommere og langsommere,/ og fordi målstregen/ ikke er hans.” Og så er der et tidsskrift i tidsskriftet! Gresshoppene har ingen konge nr. 39, redigeret af norske Jørn Sværen og med dirrende konceptuel poesi af ligeledes norske Arne Kleiva. Gresshoppene slår sig med hvert nummer ned i et nyt tidsskrift, og nu er det Hvedekorns tur til at lyse gult og knitrende. En ærefuld plage! Fremhæves blandt alt det nøjagtig lige poetisk fremhævelsesværdige kan også de seneste afsnit af Sternbergs lumsk henkastede, seneste meta-føljeton ”Det vilde er” (den forrige ti år gamle føljeton ”Det samvær vi har sammen” er nu omsider, i udvidet form, ude i bogform) og Manon Amalie Bøgeskov digteksplosion med, som et af tidens flyvende tegn, flere englelige medvirkende. Og selvfølgelig debuterer også flere debutanter, og fx Nelli Ann Eroglu med bl.a. dette digt om oplevelsen af at læse endnu en debutant, der mirakuløst er sig selv, i hvilket som helst årti: ”Grus, bakterier, jordfald, mosaik./ Og at altings lyd har samlet sig hos dig.” Plus Anna Stahns djævelsk yndefulde tegninger af digtere og kritikere!
LOLLAND     I   II   III

LOLLAND I II III

Christian Vind

Antipyrine, Forlaget
2023
nidottu
Vi er i mundbindenes tid. Kunstneren Christian Vind har spontant kastet sig ud på en hasarderet cykeltur fra København mod Lolland. Rejseessayet Lolland I-III er skrevet over en treårig periode, hvor forfatteren hvert år, i vintermørket, tager turen til Lolland for at søge billeder. Billederne er personlige erindringsglimt, indtryk, lys og skygge, som han finder efterhånden, som han kommer frem og farer vild i ruiner, kilometersten og transformatorstationer, på et hjemsøgt hotel, i marinemalerier og i skalakunst. I Nakskov følger han sporet efter arkitekten Ejnar Ørnsholt, der over fire årtier satte sit præg på byen. Vi kommer omkring Det Teosofiske Samfunds Nakskovloge og ender med en fremvisning hos en ejendomsmægler af Ørnsholts eget hus, som er til salg som ”håndværkertilbud”. En rastløs aften på et motel køber Christian Vind et maleri af en ”ukendt kunstner” på en online-auktion. Maleriet viser sig at findes i fire næsten identiske variationer, men tilskrevet to forskellige kunstnere. Så går der kunsthistorisk krimi i den, som først ender i bogens tredje del, hvor forfatteren finder det sidste spor på netop Lolland. Christian Vinds Lolland er et medrivende rejseessay, med kunsthistorisk overskud og en masse indskud, hvor kunstnerens blik og sensibilitet over for synlige såvel som usynlige spor i omgivelserne og kunsten generøst deles med læseren.
UDTOG II

UDTOG II

Christian Vind

Antipyrine, Forlaget
2017
nidottu
Jeg er taget pa° refugie i et kloster i de syditalienske bjerge, og her er det planen at blive i en ma°ned. Skal hverken til Pompei eller templerne ved Paestum, pa° Capodimontemuseet eller det arkæologiske museum i Napoli. Dette er andet bind i Christian Vinds rejsebogstrilogi UDTOG.
UDTOG

UDTOG

Christian Vind

Antipyrine, Forlaget
2016
nidottu
Billedkunstneren Christian Vinds nye bog UDTOG er først og fremmest en rejsedagbog, fra en tur med tog ned gennem Tyskland, Benelux-landende, m.fl., for at besøge kunsthistoriens kanoniserede såvel som mere diminutive pladser. Dernæst er det en kunstkriminologisk besættelse af at finde kunsthistoriens oversete spor, afdække svindelnumre og ”store danskeres” fordærv. Kulturhistorie med politiske, psykisk- og socialspekulative undertoner a la Sjöwall & Wahlöö. Endelig kan bogen muligvis bruges som en hæsblæsende variant af de mere adstadig kunstvejviser som Broby-Johansens berømte serie Med Broby i … , hvormed nærværende titel nok skulle gå under navnet Over stok og sten med Vind i Benelux. Christian Vind tilbagelægger over to små uger et betragteligt antal kilometer på sin rejse, hvor han bl.a. besøger Van Gogh Museet i Amsterdam, utallige kunstskatte i byen Brugge, og til sidst en udstilling med Alberto Burri i Düsseldorf. De tilbagelagte kilometer er imidlertid småting i forhold til den mentale rejse, der sideløbende udfolder sig i rejsedagbogen. Her spiller to messingskilte fra magasinet på Bornholms Kunstmuseum, den fædrelandskærlige reders Gauguin, spørgsmål vedrørende flygningestrømme og fordeling af ressourcer, Kim Wildes “Lost inside Cambo- diaaaae!”, en afgørende rolle i den særegne kriminologisk kunsthistorie og oplivning af vedtagende historiske vidnesbyrd. Sådan her skriver Vind selv om sagen:"Et sted skriver Foucault, at det i genealogisk historieskrivning gælder om at ”dvæle ved begyndelsens omstændigheder og tilfældigheder” og om at ”få tusindvis af nu tabte begivenheder til at vrimle frem”. Men man kunne også ville gøre det levende, som ellers ville forblive dødt, bore sig ned i de områder, hvor tiden er gået i stå, og forsøge at genoplive den igennem de frosne, stationære vidnesbyrd, som er opstået af tidens strøm, som Panofsky skriver."