Claus Carstensen

Pragtværk om den danske kunstner J. F. Willumsen (1863-1958) i anledning af 150-året for hans fødsel. Bogen ledsager en ambitiøs udstilling på Willumsens Museum i Frederikssund 8.9. 2013, hvor Willumsen bringes sammen med den franske kunstner Picabia (1871-1951) og den nulevende verdenskendte amerikanske kunstner Julian Schnabel (f. 1951). Udgives både internationalt på engelsk af det tyske forlag Hatje Kantz og i dansk udgave i kommission hos Strandberg Publishing.

Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød

Antologi

tilstandens undtagelseundtagelsens latenstidlungens deltidsansatteudlignet statsdannelsegaldestenens tusindtal Claus Carstensens nye digtsamling Doing time kredser om emner som død, sygdom, tab og erindring, gennem poetiske optegnelser, konkret poesi, notater, cut-up, lister mm. Metoder og midler der måske ofte forbindes med noget hårdt og formelt, bliver hos Carstensen til noget åbent og sårbart, strømme af ord, sproglige nydannelser, slynger sig ind i og tydeliggør strukturer, omgivelser og tilstande. En uren konceptualisme der rummer en særegen umiddelbarhed og ømhed. Det er det forhåndenværende søms princip, fundet tekstmateriale, notering af tid, herunder bl.a. en del materiale, begreber og fragmenter, relateret til COVID-19, ofte ganske opfindsomt sprogligt og til tider poetisk.

S.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det faderen Hans Emil Carstensen (1931-2020), som bogen er dedikeret til.S.T. er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. Digtsamlingen bliver en asynkron tidskapsel, med en kompleksitet af aflejringer; sproglige, teoretiske, historiske såvel som samtidige.

[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...] Som det for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en række hængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor et maleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navn Vilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Det interessante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleri udfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommer der en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet som erstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andet billede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ, hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist. Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stil­en på ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienerne havde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske, italiensk-tyrkiske krig 1911-12.

Claus Carstensen er både forfatter, installationskunstner og maler, og V.T. er hans elvte digtsamling. Med titlen V.T., der er en forkortelse for Viertes Totenbuch, knytter den sig til de af hans tidligere digtsamlinger, hvor oplevelsen af et dødsfald blandt hans nærmeste står som et centralt omdrejningspunkt. Digtsamlingen er således dedikeret Carstensens mor, Tilli Carstensen (1934-2003). V.T. består af i alt ni unavngivne kapitler, der favner så bredt som rejsedigte, det poetologiske manifest, elegier, billedmeditationer mv. Skønheden ligger i detaljen, og i Claus Carstensens tilfælde ligger detaljen bl.a. i dramaturgien, når han med klart æstetisk overblik blander stemningsfyldt, fortællende prosa med tæt kondenserede øjebliksglimt af reflekteret liv og udbrud af frigjort aggression; det hele på en fælles klangbund af et selvbevidst forfattersubjekt i konstant bevægelse, nysgerrigt på udkig efter nye erfaringer. Som digter har Carstensen altid været ’the odd kid’ blandt sine danske kolleger, og er ofte blevet placeret i gemmekassen for hermetiske digtere. Interessen for hans lyrik er imidlertid voksende, og bl.a. har Peter Stein Larsen i sin bog ’Drømme og dialoger’ (Syddansk Universitetsforlag, 2009) sat nye læseretninger for Carstensens forfatterskab, der ikke stopper ved det hermetiske. Det er ni år siden Claus Carstensen udgav sin seneste digtsamling. I de mellemliggende år har han dog udgivet ikke så få andre bøger, bl.a. sidste års anmelderroste En rejse til Trieste (s.m. Christian Vind), samt flere essaysamlinger og kunstbøger.

Die theoretischen und konzeptionellen Grundlagen des PISA 2000 Naturwissenschaftstests werden in diesem Band ausfuhrlich dargestellt. Damit wird ein weiterer notweniger Hintergrund zu einer realistischen und kritischen Auseinandersetzung mit den Befunden der Studie vorgelegt. Nach einer Zusammenfassung der spektakularen Ergebnisse, besonders des internationalen Vergleichs, werden die innerdeutschen Ergebnisse aus drei Perspektiven eingehend untersucht: erstens unter dem Aspekt der Chancengleichheit von Kindern und Jugendlichen mit unterschiedlichem sozialen Hintergrund; zweitens unter Berucksichtigung von Geschlechtsunterschieden in den Teilbereichen der naturwissenschaftlichen Bildung und drittens hinsichtlich unterschiedlicher Lernkulturen in den alten und neuen Bundeslandern. Abschliessend werden mogliche Folgerungen fur Reformansatze unseres Bildungswesens diskutiert.