Dorrit Willumsen

I Dorrit Willumsens nye roman, 13 ½ MINUT, bliver en dukke født på dukkedoktorens værksted. Hun får arme og ben, et klart blåt blik i sit lille porcelænsansigt, en lyseblå kjole og til sidst en sang skubbet på plads i halsen. Hun kan synge og danse i 13 ½ minut. Ellers kan hun ingenting. Dan kan heller ingenting. Han kan hverken gå til eksamen eller finde et job, men han går ture ned til Søerne. En regnvejrsdag sætter han sig på en bænk ved siden af en indhyllet skikkelse. Hun græder. Hendes ansigt er stift som en dukkes, hænderne er gemt under en regnkappe, og da hun spørger, om han vil klø hende på næsen, bliver han øjeblikkeligt forelsket. 13 ½ MINUT er et kærlighedseventyr om det svære ved at være menneske og længslen efter at være så meget andet.

Hvis Søster havde kendt sin lillebror, inden han blev født, havde hun nok ikke ønsket sig en lillebror. Men Alf kom til verden, og Søster måtte tage sig af ham, havde deres mor sagt. Nu er de pensionister. Alf er lige blevet udskrevet fra hospitalet, og Søster har forladt sit citrontræ og sin lejlighed i byen for at passe ham. Hele foråret står hun parat med bleer og håndklæder og længes efter sit liv derhjemme. Og mens Alf mumler forbandelser efter både hende og solsorten udenfor, går det op for Søster, at hun stadig ikke rigtig kender sin bror. TJENEREN OG HANS SØSTER er en roman om en kvinde, som elsker ensomheden, men altid kommer, når hendes bror kalder. Om kærlighed og drømme, hævn og store hemmeligheder – og om at længes efter friheden, men ikke altid opdage det, når man har den.

Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer i første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om. Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...

29 January 1912. In a train compartment in Ogden, Utah, a Danish author was found unconscious. The 54-year-old Herman Bang was en route from New York to San Francisco as part of a round-the-world reading tour. It was a poignant end for a man whose life had been spent on the move. Having fled his birthplace on the island of Als ahead of the Prussian advance of 1864, he was later hounded out of Copenhagen, Berlin, Vienna and Prague by homophobic laws and hostility to his uncompromising social critique as journalist, novelist, actor and dramaturge. Dorrit Willumsen re-works Bang's life story in a series of compelling flashbacks that unfold during his last fateful train ride across the USA. Along the way, we are transported to an audience in St Petersburg with the Dowager Empress Maria Feodorovna, to a lovers' nest in a flea-ridden Prague boarding house, to the newsrooms and variety theatres of fin-de-siecle Copenhagen, and to a Norwegian mountainside, where Claude Monet has come to paint snow and lauds Bang's writing as literary impressionism. A pioneering journalist, author and dramatist, Herman Bang (1857–1912) was a key figure in Scandinavia's Modern Breakthrough. His major works include Haablose Slaegter (Hopeless Generations, 1880), Stuk (Stucco, 1887) and Tine (Tina, 1889). Dorrit Willumsen's Bang was awarded the Nordic Council Literature Prize, 1997.

En roman om længslen efter nærhed og kærlighed: om mennesker, der efter bedste evne forsøger at nå hinanden, uden at det nogensinde rigtig lykkes. Michael Larsen, ”Bestemmersvinet”, som hans sekretær kalder ham, er blikkenslageruddannet og ender som direktør og jordspekulant. Han bliver som ganske ung gift med Lou, der ekspederer støvsugere og hvidevarer, men har ambitioner, der peger i helt andre retninger, fx mod scenen, som musicalstjerne. De får to døtre, Michelle og Simone, de bliver rige med alle de muligheder, det giver, og med alle de følger, det kan få. Så har vi Bjarne. Han har DAMP og er ikke til at styre, han bliver kriminel, han er en overgang træner i et fitnesscenter, hvor han har en helt mislykket affære med Lou. Han har et forhold til den søde syerske Jeanette; men det går over. Og så er der den maniske og vidtløftige Mitzi, som godt kunne tænke sig at blive præsident i USA, og Hanne, der er alenemor og ernærer sig som telefonekspeditrice i et online-firma, der leverer fødevarer til ældre mennesker. De drømmer, og de længes alle sammen, de længes efter at blive forstået og elsket, det vil ikke rigtig lykkes for nogen af dem, og det er alt sammen på én gang nænsomt og grusomt fortalt.

”I et hul i himlen færdedes et elskende par.” Sådan begynder anden del af Dorrit Willumsens historie. Det elskende par, det er Dorrit og hendes Jess, Dorrit, der stadigvæk er hjemme hos sin morfar på Nørrebro, og Jess, der bor sammen med sine forældre i Dannevirkegade. De bliver gift, det skal man være for at få en lejlighed, de flytter sammen, de skal forene deres vidt forskellige smag i boligindretning, de skal studere og arbejde og finde en fælles dagligdag. For Dorrit er der en tredjepart i forholdet: Olympia, skrivemaskinen, hendes kæreste eje, som hun plejer sine forfatterdrømme på, samtidig med at Jess lægger an til sin dramatikerkarriere. De bliver begge to forfattere, de kommer til at kende og omgås andre kunstnere, de slår sig ned i et hus i Viby Sj., et hus med et vanskeligt, farligt sind, de får sønnen Tore, de har succes og får priser, de har naboer, og de får hund, der sker så meget, men det bliver man ikke nødvendigvis enig om alting af, det gør det ikke nødvendigvis nemmere at være det elskende par. Men pligten til lykke er der hele tiden, med alle de krav om kompromiser og tilpasning, den indebærer. Pligten til lykke.

Det er ikke nogen helt almindelig barndom, Dorrit Willumsen kan berette om i Det søde med det sure. Det er en barndom, der begynder i 1940, finder sted i det indre København, først på Nørrebro, senere på Vesterbro, og det er ikke hjemme hos mor og far, det er hjemme hos mor og mormor og morfar, for det blev aldrig til noget rigtig fast forhold mellem Dorrits mor og far, det havde ingen af dem tålmodighed til. Det er en barndom med wc ét til fire i gården og etagevask ved køkkenbordet, men også med balletundervisning med gazeflæser på underbukserne, det er sværmerier og dagdrømme, det er morfars historier ude fra den store verden, og det er skolegang til og med studentereksamen med nervøsitet og nedbidte negle, sejre og nederlag og lyst til at vide mere og komme videre i verden. Og det er drømmen om at blive forfatter og sætte alt ind på det det; det er ubarmhjertigt og poetisk, nøgternt og kærligt realistisk.

Romanens hovedperson er ejendomsmægler. En dame, der foretrækker at bo alene. En dag møder hun en ung kvinde og en ung mand på gaden – og da ejendomsmægleren går derfra, har hun købt kvinden som slave. Pigen flytter ind hos hende og i løbet af kort tid, står det klart for ejendomsmægleren, hvor hult og futilt hendes liv er. Så klart, at hun ikke magter at blive ved med at have sin slave boende.

Ni noveller, nogle enkelt fortalte, andre vildt fabulerende, men altid med det særligt willumsenske: sylespidst, underfundigt, sørgeligt, tragisk - og ikke til at lade være med at grine ad. Det er hele vores moderne virkelighed, der her bliver udstillet, og det fører til groteske situationer og initiativer, til overtro og slankekure, zoneterapi, hypnose og andre desperate forsøg på at ændre sig i håb om at gøre sig selv og omverdenen tilpas.

Prinsesse Elisabeth er tretten år, da hun i 1514 bliver gift med Christian den Anden og rejser til Danmark. En sart og rå roman om en usædvanlig kvinde, der forstod at vente og aldrig tøvede med at gøre, hvad hun kunne.

Bambi Brit er smuk og ung, sart og velplejet, men hendes evne til at orientere sig i verden er ikke så veludviklet. Hun har rent ud sagt ikke rigtig tjek på den. Hun har et kontorjob; det passer hun, om end med nogen distraktion: Hun finder det langt mere spændende at færdes i sin fantasiverden, som hun ikke altid har lige let ved at afgøre, hvor ender og hvor begynder. Men omverdenen kræver sit, og på jobbet har hun en tilbeder, fuldmægtig Alf Henriksen; ham er hun ikke nær så betaget af som af popsangeren LeRoy, der synger så godt og ser så godt ud på fjernssynsskærmen, - og da hun bliver gravid, er det ikke til at vide, om faderen til barnet er fuldmægtig Henriksen eller LeRoy...