Esther Oluffa Pedersen

Denne bog sætter en ny videnskabsteoretisk dagsorden for humaniora. Humaniora lever en udsat tilværelse, og en lang række aktører fra Dansk Industri til Europa Kommissionen har en holdning til, hvad humaniora er, kan og skal. Men de mange holdninger til humaniora hviler ofte på et misvisende og misforstået grundlag. Mens naturvidenskaberne og til dels samfundsvidenskaberne ofte betragtes som discipliner, der forsøger at forklare almene sammenhænge og love, ses humaniora ofte som en samlebetegnelse for fag, der går efter at forstå enkelte kontekster eller åbne op for en kritisk granskning og i sidste ende demokratisk dannelse af borgerne. Denne bog viser, at humaniora i dag i langt højere grad må betragtes som humanvidenskab, og sætter fokus på nye tendenser i humaniora som digital, kognitiv og medicinsk humaniora samt humanistisk miljø- og sundhedsforskning; discipliner, som trækker tråde til alle dele af det videnskabelige felt, og som placerer humaniora som et videnskabeligt felt, der sigter efter at forstå og beskrive grundlæggende systemer og dynamikker. Bogen er redigeret af Simo Køppe, David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt og udspringer af Humanomics-forskningsprogrammet, Københavns Universitet.

Med begrebet “kulturrum” er det forfatterens hensigt at pege på, at intellektuelle debatter udfolder et rum for forskellige positioner, og igennem debat kalder deltagerne hinandens positioner frem. En udtalelse og en replik positionerer sig over for hinanden i og med, at forskellene i holdninger bliver fremkaldt af netop udtalelse, svar og modsvar. Men et kulturrum er ikke todimensionelt. Diskussioner forgrener sig og bliver mange-dimensionerede, fordi de foregår i det offentlige rum. Bogen er en let bearbejdet udgave af forfatterens doktorafhandling, som hun forsvarede i 2019.