Kirjojen hintavertailu. Mukana 12 390 323 kirjaa ja 12 kauppaa.
Kirjailija
Hanne Kaae Kristensen
Kirjat ja teokset yhdessä paikassa: 12 kirjaa, julkaisuja vuosilta 2011-2025, suosituimpien joukossa Basisbog i ergoterapi. Vertaile teosten hintoja ja tarkista saatavuus suomalaisista kirjakaupoista.
Basisbog i ergoterapi giver en samlet dansk fremstilling af de temaer, der tegner ergoterapifaget og dets udvikling i dag. Bogen er opbygget efter fem temaer. Første del giver en indføring i ergoterapi med aktivitet og deltagelse i fokus. Anden del omhandler grundlæggende forståelser og tilgange i ergoterapi. Tredje del beskriver ergoterapeutisk intervention på fire områder: Sundhedsfremme/forebyggelse, habilitering, rehabilitering og palliation. Fjerde del giver et indblik i, hvordan innovation, udvikling og forskning er en væsentlig del af og forudsætning for ergoterapi. Femte del omhandler ergoterapifagets udvikling og professionalisering. Denne 4. udgave har samme antal kapitler som den forrige, men nogle emner har fået mindre vægtning ved, at kapitler er blevet slået sammen, mens nye emner er kommet til for at præsentere arbejdsfelter, der er blevet aktuelle for ergoterapeuter. Således er der i denne udgave kommet nye kapitler om ergoterapi på det sociale område (kapitel 19), om ergoterapi og palliation (kapitel 22) samt om ergoterapeutisk forskning (kapitel 24). Der er desuden tilføjet et afsluttende kapitel, der samler op på bogens udviklingstendenser inden for ergoterapi og yderligere perspektiverer disse (kapitel 30). Som noget nyt afsluttes hvert kapitel med tre spørgsmål, som skal stimulere dig som læser til yderligere refleksion. En stor del af bogens kapitler er skrevet helt om, og i alle kapitler er kildematerialet nøje vurderet og opdateret. Det fremgår tydeligt af denne nye udgave, at der forskes mere og mere inden for ergoterapi, og at der derved er et bedre ergoterapifagligt, forskningsbaseret grundlag at arbejde ud fra inden for langt de fleste arbejdsfelter. Basisbog i ergoterapi henvender sig primært til ergoterapeutstuderende, men også ergoterapeuter i praksis kan have stor gavn af bogen.
Aktivitetsvidenskab omhandler menneskelig aktivitet og relationerne mellem menneskelig aktivitet, sundhed og trivsel. Feltet udgør et videnskabeligt fundament for både ergoterapeutisk praksis og anden social- og sundhedsfaglig praksis og bidrager desuden til en bred forståelse af mennesker som aktivitetsvæsener. I denne 2. udgave af NORDISK AKTIVITETSVIDENSKAB er alle kapitler grundigt revideret og opdateret med nye forskningsresultater og nye teorier og begreber, der styrker og nuancerer den viden, der bliver formidlet. Bogens område er desuden foldet yderligere ud med tre helt nye kapitler om begreberne doing, being, becoming og belonging, om the dark side of occupation og om teknologi i et aktivitetsvidenskabeligt perspektiv. Bogen beskriver, forklarer og diskuterer centrale begreber inden for aktivitetsvidenskab, og tilsammen giver bogens kapitler et nuanceret og mangfoldigt indblik i, hvad aktivitetsvidenskaben aktuelt beskæftiger sig med. Kapitlerne fremstår som et samspil mellem teoretisk viden og eksempler, som hovedsageligt er hentet fra nordiske studier inden for aktivitetsvidenskab. NORDISK AKTIVITETSVIDENSKAB er målrettet nordiske studerende og undervisere på de ergoterapeutiske professionsuddannelser, praktikere samt studerende fra andre uddannelsesretninger med interesse for betydningen af menneskelig aktivitet. Bogen kan også bruges af studerende på kandidatniveau som afsæt for yderligere læsning.
Denne 5. udgave af Basisbog i ergoterapi introducerer de nyeste modeller for ergoterapeutisk praksis, og fremhæver en række nye emner med selvstændige kapitler; bl.a. aktivitetsbegrebet, roller for ergoterapeuter i monofaglige, tværfaglige og tværsektorielle sammenhænge og aktivitetscentreret ergoterapi i forskellige kontekster. Samtidig er nogle emner, der før havde et selvstændigt kapitel, blevet inkorporeret i andre kapitler. Alle bogens kapitler er revideret – langt de fleste med en betydelig omskrivning – og et opdateret kildemateriale findes gennem hele bogen. Bogens samlede 20 kapitler er struktureret i fem dele, og beskriver tilsammen vidensgrundlaget for ergoterapi, både teoretisk og praktisk. Første del fortæller om ergoterapi med aktivitet og deltagelse i fokus, og anden del omhandler rammer og vilkår for ergoterapi. Tredje del forklarer de grundlæggende tilgange i ergoterapi. Fjerde del omhandler ergoterapeutiske interventioner, mens del fem giver et indblik i ergoterapi som evidensbaseret praksis. Få en samlet indføring i ergoterapiens kernebegreber og i de temaer, der tegner ergoterapifagets udvikling aktuelt og i dansk kontekst. Bogen henvender sig primært til ergoterapeutstuderende, men også ergoterapeuter i praksis kan have stor gavn af bogen.
Annalise Jacobsen; Hanne Kaae Kristensen; Tove Lise Nielsen; Dora Maria Celinder; Helene Honoré; Diana Astrup Nielsen; Anne Sofie Bach Schou; Cathrine Arntzen; Linda Trier Hald; Pia Kold; Rikke Forslund; Maria Biehl Gustafson; Henriette Holm Stabel
Kognitive dysfunktioner kan forekomme på baggrund af udviklingsforstyrrelser, skader og sygdomme i hjernen samt ved psykiatriske sygdomme. De kan medføre nedsættelse af funktionsevner, der i høj grad kan begrænse personens mulighed for at udføre og deltage i meningsfulde aktiviteter. ERGOTERAPI VED KOGNITIVE DYSFUNKTIONER har til hensigt at fremme evidensbaseret praksis inden for ergoterapi til borgere med kognitive dysfunktioner. Formålet med ergoterapi til borgere med kognitive dysfunktioner er at mindske aktivitetsbegrænsninger, fremme deltagelse i hverdagslivets aktiviteter samt støtte borgeren til at genvinde kontrol over livet. De ergoterapeutiske interventioner i denne bog er baseret på grundlæggende teori og arbejdsprocesser inden for ergoterapi, viden om hjernens plasticitet, viden om kognition samt aktuel forskning på området. ERGOTERAPI VED KOGNITIVE DYSFUNKTIONER kan læses som en grundlæggende indføring i ergoterapi til borgere med kognitive dysfunktioner, men bogen kan også bruges som et opslagsværk, da kapitlerne kan læses enkeltvis. Bogen er målrettet ergoterapeutstuderende, men også uddannede ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle kan benytte bogen, da den omsætter ny forskningsbaseret viden til konkret praksis.
Pga. den hurtige udvikling på området foreligger der nu en ny 2. udgave af bogen Neurologi og neurorehabilitering. Denne udgave adskiller sig på flere måder fra 1. udgaven. Kapitlerne er reviderede, så de præsenterer nyeste viden og udviklingstendenser på området. Nye kapitler er føjet til, og det tværfaglige element er styrket ved inddragelse af sygeplejefaglige aspekter i flere kapitler. Bogens primære målgruppe er dog stadig ergo- og fysioterapeutstuderende på bachelorniveau, samt ergo- og fysioterapeuter som arbejder med neurorehabilitering i hverdagen. Bogens opbygning er som i 1. udgave delt op i en generel og en speciel del. Den generelle del (Del I) indeholder kapitler om neuroanatomi, neurofysiologi og neuropsykologi. I Del II gennemgås en række neurologiske sygdomme som fx cerebrovaskulære sygdomme, Parkinsons sygdom, Multipel sklerose og muskelsygdomme. Bogens Del III omhandler dels en overordnet beskrivelse af neurorehabilitering, hvor neurorehabiliteringens kerne, udvikling og anvendelse fremlægges på forskellig måde og diskuteres. Dels en mere specifik gennemgang af den tværfaglige neurorehabilitering indenfor de sygdomme, som er beskrevet i Del II. I Del IV findes særlige kapitler vedrørende fysio- og ergoterapeutisk teori og metode. Der er både tale om gennemgang af bevægevidenskaber, aktivitetsvidenskab samt fysio- og ergoterapeutiske undersøgelser, interventioner og redskaber til evaluering.
Apopleksi – sygdom, behandling og organisation giver en omfattende gennemgang af alle aspekter omkring apopleksipatienter. Emner som diagnose og udredning, forebyggelse, akut/subakut behandling og rehabilitering beskrives af forfattere, der er specialister på området. Vinklen er tværfaglig, og bogen er en grundbog og opslagsværk. Den henvender sig til tværfagligt personale, der vil specialisere sig i apopleksipatienter eller den, der er specialist på sit felt, men har brug for mere viden om andre aspekter af sygdommen, behandlingen og organisationen.
Energibesparende metoder og energiforvaltning i hverdagen er den første danske lærebog om energibesparende metoder. Mange danske ergoterapeuter arbejder dagligt med indsatser rettet mod at sikre, at patienter eller borgere får de mest optimale vilkår for at bruge deres energi hensigtsmæssigt på trods af sygdom eller funktionsnedsættelse. På baggrund af dette søger bogen at samle mange af de erfaringer, som findes ude i praksis til nytte for bogens læsere.Lærebogen indledes med en introduktion til energibesparende metoder, herunder hvordan ergoterapeuter arbejder med energiforvaltning i forhold til patienters eller borgeres hverdagsliv. Der orienteres om ergoterapifaglige modeller, som kan være relevante at inddrage i arbejdet, ligesom arbejdsprocesmodeller og aktivitetsanalyse inddrages i relation til emnet. Herefter følger en række kapitler, hvor arbejdet med energibesparende metoder konkretiseres i relation til konkrete målgrupper, og et kapitel med fokus på arbejdet med aktivitetsbalance. De teknologiske løsninger gennemgås også til understøttelse af arbejdet med energibesparende metoder, og bogen slutter af med et kapitel om perspektivering – hvor er arbejdet med energibesparende metoder på vej hen, og hvilke muligheder er der for udvikling inden for indsatsen.Bogens hovedmålgruppe er ergoterapeuter – studerende og klinikere, men bogen henvender sig også til de mange faggrupper, som har brug for inspiration til at arbejde med at forvalte energi hos deres patienter eller borgere.
Evidensbaseret praksis er en lærebog, som giver en samlet indføring i evidensbaseret praksis inden for de social- og sundhedsfaglige professioner. Mange professionelle står dagligt i komplekse situationer og for-skelligartede kontekster, der kræver velovervejede beslutninger og handlinger. Bogen er forskningsbaseret og henvender sig bredt til undervisere og alle studerende på de social- og sundhedsfaglige uddannelser. Bogen kan bruges som gennemgående reference og grundbog, men kan også anvendes som håndbog til opslag af professionelle i praksis, der søger indsigt i, hvordan man arbejder med evidensbaseret praksis. Evidensbaseret praksis består af 9 kapitler, og den dækker emner som brugerperspektiver, klinisk ræsonnering, litteratursøgning, kvantitativ og kvalitativ forskning samt implementering af evidensbaseret praksis i uddannelse og praksis. Kapitlerne bygger på et samspil mellem teori, praksisviden og forskning med understøttende eksempler og cases.
Bogens indhold Det første kapitel i bogen omhandler ADL-begrebet såvel på engelsk som dansk og præsenterer relevante definitioner i et historisk samt tværfagligt og ergoterapeutisk perspektiv. I de efterfølgende kapitler får man et godt indtryk af, hvordan der arbejdes med ADL bredt set, og hvilke metoder og redskaber der anvendes til udredning af adl-problemerne. Herefter følger flere kapitler skrevet af forskere og klinikere i fællesskab til sikring af såvel den videnskabelige som den erfaringsbaserede evidens for bogen. Der tages udgangspunkt i eksisterende praksis, som beskrives og diskuteres grundigt. Målgruppe Almindelig daglig levevis - ADL er en bog, der primært henvender sig til ergoterapeutstuderende og færdiguddannede ergoterapeuter. Men også andre faggrupper inden for sundhedsområdet vil have stor gavn af at læse bogen.
Klinisk ræsonnering er den første danske lærebog til ergo- og fysioterapeutstuderende på bachelorniveau, men bogen henvender sig også til uddannede terapeuter, som kan finde stor inspiration både teoretisk og i praksis. Bogen er bygget op med en tværfaglig del og to monofaglige dele. Den tværfaglige del omhandler definitionen af klinisk ræsonnering og centrale begreber hertil; et historisk tilbageblik; de teoretiske tilgange til praksisudvikling gennem klinisk ræsonnering; konteksters betydning for klinisk ræsonnering herunder lovmæssige og sundhedspolitiske rammer samt afsluttende med de personlige faktorers betydning for terapeuters kliniske ræsonnering. Herefter følger de to monofaglige dele, hvor der er lagt vægt på at præsentere teori-, model- og begrebsudvikling sat i relation til henholdsvis fysioterapeuters og ergoterapeuters kliniske ræsonnering samt forskning inden for begge professioner omhandlende klinisk ræsonnering.
Arbejdet med ældre udgør en stadig større del af arbejdsområdet for ergoterapeuter og fysioterapeuter, og denne bog sætter fokus på sygdomme og problematikker, som er særligt hyppige blandt ældre. Ergoterapi og fysioterapi til ældre tager udgangspunkt i den udvikling indenfor sundhedssektoren, der sætter borgeren i centrum, og som stiller krav om stor fleksibilitet og professionalisme fra den sundhedsprofessionelle. Bogen beskriver hvordan man med den ældre i fokus udfolder det monofaglige arbejde og det tværfaglige samarbejde på en måde, der på samme tid styrker de monofaglige kompetencer og øger kendskabet til andres faglige kompetencer. Bogen består af tre dele: Del 1 beskriver aldringsprocessen og scenarier for ældreliv, og der gås i dybden med det ergoterapeutiske og fysioterapeutiske arbejde. Desuden gennemgås det ergoterapeutiske og fysioterapeutiske arbejde med ældre med hoftefraktur, hånd- og skulderfraktur, osteoporose, apopleksi, KOL og demens. Del 2 retter fokus mod forebyggelse og sundhedsfremme, og emnerne her er blandt andet forebyggende hjemmebesøg, faldforebyggelse og forebyggelse af ensomhed. Del 3 søger at inspirere kommende og nuværende ergoterapeuter og fysioterapeuter til at arbejde innovativt med at udvikle deres praksis og dermed udvikle de to professioner i nye og spændende retninger. Teksten suppleres af beskrivende cases og fotos. Bogens målgruppe er ergoterapeut- og fysioterapeutstuderende samt de færdiguddannede terapeuter.
I disse år fremkommer der løbende væsentlig ny viden om hjernens kompleksitet og dynamiske indre organisering, hvorfor denne bog nu foreligger i en 4. udgave. Ergoterapi og hjerneskade er opdateret med ny international og national litteratur inden for området samt nye beskrivelser af kliniske erfaringer fra praksis. Bogen bygger som tidligere på den russiske neuropsykolog A. R. Lurias forståelse af hjernens funktionelle organisering suppleret med forskning fra neuropsykologien. Hjernens organisering har betydning for menneskets muligheder for at opfatte og handle i forhold til sig selv og sine omgivelser. Bogen omhandler kognitive udfald efter hjerneskade hos voksne og de undersøgelser og indsatser i rehabilitering, som ergoterapeuter kan yde patienter og borgere med erhvervede hjerneskader. Bogens primære målgruppe er ergoterapeutstuderende, da der er tale om en grundbog om hjernens opbygning og funktion, men også ergoterapeuter i praksis vil kunne anvende bogen som introduktion til eller inspiration inden for neurorehabilitering.