Leo Komischke-Konnerup

Bliv dig selv Folkehøjskolens pædagogik er først og sidst en menneskepædagogik, der har menneskets og menneskelighedens tilblivelse og opretholdelse som sit formål. Folkehøjskolens pædagogik dre­jer sig derfor om at opfordre den enkelte til at blive til sig selv som et selvbestemmende og ansvarligt menneske. Sådan skriver Leo Komischke-Konne­rup i dette første af Højskolens 10 bud, og fire for­tællinger viser, hvordan buddet realiseres i høj­skolens praksis.Leo Komischke-Konnerup Født 1960. Ph.d. og lektor i pædagogik. Tidligere lærer og leder i både folkeskolen og de frie skoler. Nu chefkonsulent ved UC Syd. Modtager af Høj­skolepædagogisk pris i 2016. Forfatter til bl.a. Gen­tagelsens pædagogik og Menneske eller borger: Skolens pædagogiske grundproblem.Højskolens 10 bud.Højskolens 10 bud er en serie på 11 korte bøger, hvoraf dette er bind 1. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.Bogen er tosproget, både dansk og engelsk.

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk! Men modsætningen mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning. Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis. De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod. Denne bog udreder således moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning. På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag. Pædagogiske tænkere – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til dem, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.

Kan man måle dannelse og dannelsesprocesser? Kan man egentlig forske med pædagogikken som afsæt? Og kan man forske normativt i spændingsfeltet mellem teori, praksis og empiri? Empirisk dannelsesforskning er et nyt begreb i dansk uddannelsesforskning. Begrebet antyder, at dannelse kan belyses gennem empiri, og at begrebet hører hjemme i fællesmængden mellem to ellers modstridende traditioner: den evidensbaserede empiriske pædagogik og den normative teoretiske pædagogik. Bogen fremskriver dette nye begreb, hvor pædagogisk teori og pædagogisk praksis mødes i empirien. Det kommer til syne i de fortolkninger, vi med teori kan lave om praksis, og i de udfordringer praksis stiller til teorien og empirien. Empirisk dannelsesforskning henvender sig både til studerende og til forskere, der undersøger den pædagogiske virkelighed, hvori dannelse er central.

Spørgsmålet om barnets dannelse til frit og selvstændigt menneske eller til ansvarlig og forpligtet samfundsborger er uomgængeligt i enhver pædagogisk praksis. Det viser Leo Komischke-Konnerup i Menneske eller borger, hvor han præsenterer det pædagogiske grundspørgsmål via tre centrale pædagogiske tænkere - Jean-Jacques Rousseau, Wilhelm von Humboldt og Dietrich Benner. Han trækker tråde mellem dem og viser, hvordan den politiske dannelse kan rumme begge aspekter, men at det ikke sker gennem den målrationelle og lineære ekspertise, teknik og synlighed, som i disse år efterspørges fra politisk side. Bogens didaktiske appendiks støtter med studie- og praksisrelaterede spørgsmål den studerende i læsningen og diskussionen af de tre tænkere og det pædagogiske grundproblem. Appendikset er udarbejdet af lektor ved læreruddannelsen Nicki Leding Olesen. Menneske eller borger er henvendt til læreruddannelsens fagområde 'Almen dannelse', men er i øvrigt oplagt på alle pædagogiske studier med fokus på dannelse, uddannelse og demokrati.

“Jeg har mødt nogle mennesker her, som jeg aldrig før i mit liv havde troet, jeg ville møde. Altså, nogle personligheder, som er helt vildt anderledes.” Sådan skriver Kristian og peger på, hvad efterskolen bl.a. betyder for unge menneskers uddannelses- og dannelsesvej. I denne overraskelse, som Kristian oplever sammen med tusinder af andre unge på landets efterskoler, findes ’hemmeligheden’ bag efterskolens dannelsesprojekt. Her bliver det tydeligt, at efterskolens særlige pædagogik yder et afgørende bidrag til unge menneskers almene dannelsesproces. Ved at deltage i venskabelige relationer, ved at dele interesser med andre og ved at indgå i et intergenerationelt fællesskab udvider eleverne deres selvtillid, selvværd og selvagtelse. Efterskolens samvær gør en forskel, som bevæger og forandrer – livet igennem! Denne bog bygger på en almenpædagogisk og dannelsesteoretisk undersøgelse af efterskolen som pædagogisk institution. Gennem to år har skoleforskere ved Professionshøjskolen University College Syddanmark i samarbejde med efterskoleforeningen undersøgt og dokumenteret efterskolens dannelsesprocesser og deres betydning – både for den enkelte og for samfundet. Bogen er således et bidrag til den evigt aktuelle diskussion om efterskolens betydning, og den forsøger at give en række bud på, hvordan efterskolens særlige pædagogik kan udvikles.