Jeg havde aldrig før været helt oppe nordpå eller sovet i det fri alene, men jeg havde planlagt det hele: Jeg havde telt, sovepose og mad. ”Se selv,” sagde jeg til Tand og viste ham kortet. ”Vi skal bare ride mod nord. Det er let nok.” Tand er en pony. Men ikke min pony – for han er helt sin egen. Vi forstår hinanden. Så da han protesterede, burde jeg have lyttet. For et kort viser ikke, at man kan fryse og være sulten og fare vild. Eller rode sig ud i problemer. Jeg troede, at jeg var på en mission sammen med min bedste ven, at vi skulle på eventyr. Jeg anede ikke, at det ville blive så farligt. Anede ikke, at vi måtte ride for livet...
