Marianne Stidsen

Trådte mennesket ud af mørket med oplysningen, eller trådte det ved siden af? Er oplysningens projekt for længst forældet, er det stadig i gang, eller er det i virkeligheden knap nok begyndt?Store spørgsmål vendes og besvares her i lyset af knap så omfattende, men dog vigtige emner: hvordan en friere forfatning eller en idé som velfærd opstår, om læringsmål altid har været så bindende som i nutidens pædagogik, om forholdet mellem vores identitet som køn eller bare menneske var bedre i balance før end nu, om digterne spillede en mere fremtrædende rolle i oplysningstidens samfund, om jura og religion kom i ligevægt, eller om man kan aflæse ideologi af en have. Og for resten: Hvem lagde grunden for den nordiske model?1700-tals svar på 2000-tals spørgsmål ledsages i bogen af billeder fra Christiansfeld – med eksempler på funktionalisme i 1700-tallets arkitektur og design.

Dette er en dansk litteraturhistorie, men det særlige er, at den ser sit emne fra så højt et fugleperspektiv, at detaljerne forsvinder og hovedkonturen - hovedsporet - træder frem. I ét bind på 700 sider når vi fra Vølvens spådom og de islandske sagaer over Kingo, Holberg, Oehlenschläger og Hauch til Brandes, Blixen, Brøgger og Guldager. Arbejdsgruppen bag Hovedsporet - Jens Anker Jørgensen, Johnny Kondrup, Peter Olivarius, Bjarne Sandstrøm, Svend Skriver, Marianne Stidsen og Knud Wentzel - har skåret en principielt grænseløs historie ned til en stor, spændende fortælling om dansk litteratur. Værket er illustreret med danske kunstværker, udvalgt og tolket af Poul Erik Tøjner.

I 2025 kulminerede kampen mod woke i Danmark. Masken blev hevet af, og den på overfladen progressive og humanistiske bevægelse blev endegyldigt afsløret som dybt reaktionær og bagstræberisk. I Marianne Stidsens nye rapkæftede debatbog følger vi slagets gang dag for dag, uge for uge og måned for måned. Fra forsøgene på at indføre stadig flere særrettigheder til kvinder og minoriteter, til den mere og mere skeptiske og kritiske holdning overfor disse tiltag efterhånden bredte sig i befolkningen.For med de nye anti-woke vinde, der begyndte at blæse fra USA, opdagede man, at der inde bag det store sociale, neomarxistiske ”retfærdighedskorstog” gemte sig diskrimination, løgnagtighed og uretfærdighed af værste skuffe. Det var lige ved at gå galt, som det tidligere har gjort, når totalitarismen viste klør. Men det gjorde det ikke. Tværtimod kan vi i dag ånde lettet op og tørre sveden af panden. Fem minutter i lukketid og tre centimeter fra afgrunden.Tilbage står at få skrevet historien om det sidste tiårs wokeistiske ragnarok. Samt at få genopbygget vores samfund, vores institutioner – og ikke mindst os selv. Sådan at en lignende udskridning forhåbentlig aldrig nogensinde kan ske igen.

Marianne Stidsen er dødtræt af de borgerliges pjevseri, når det gælder bekæmpelsen af woke og tidens revolutionære strømninger. Det går lige så langsomt, som når moster Erna skal feje en edderkop ned fra loftet. Derfor udgiver hun nu Stridsens lille blå. Et borgerligt manifest om og til tiden. Bogen består af modløber-klummer skrevet til mediet Kontrast i 2024, og runder flere vigtige begivenheder i året der gik – fra Hjallerup-mordet over Folkemødet på Bornholm til MeToo’s seneste stunts og larmen omkring Katherine Diez’ sladderbog. Desuden rummer bogen helt nyskrevne tekster.Bekymringen over tidens radikale venstredrejning er det, der binder alle teksterne sammen. Hensigten er at beskrive i dybden, hvad de nye strømninger går ud på, hvorfor enhver borgerlig bør bekæmpe dem uden tøven, og hvordan det kan gøres. Alt andet ville være at save den gren over, vi selv sidder på. Med andre ord: Velkommen i modløberklubben.Køb bogen til dig selv. Køb den til din kone eller mand. Køb den til din hund, hvis den har borgerlige tendenser. Køb den som julegave. Køb den som mandelgave – eller, hvorfor ikke: Køb den som hadegave. Forfatteren har doneret sin del af overskuddet til Kontrast, hvis chefredaktør, Lars Kaaber, har skrevet forordet. God jul! Og god strid i 2025!

Da Ariadne lærte Theseus at danse er 31 essays om litteratur, kunst og eksistens, der tilsammen udgør en moderne dannelsesbog. Det er et forsvarsskrift for dét, den frie kunst kan – når den ikke spændes for et prosaisk nytteprojekt, som den ofte er blevet det i moderne tid. Bogen rummer en tro og insisteren på individuel dannelse, på ytringsfrihed og på kunst. Som Stidsen skriver i forordet: ”På samme måde som Ariadnes garntråd får Theseus til på frimodig vis at bevæge sig ind i labyrinten, som var det en elegant ballet, han var i gang med, får kunsten os til at turde være i den kringlede eksistentielle labyrint, som livet er, med en sikkerhed og en ro og forankring, som gør, at vi ikke får lyst til at stikke af fra det hele eller lukke øjnene for det, der er foran eller nedenunder os”. Da Ariadne lærte Theseus at danse nærmer sig kunstens dannende potentiale gennem refleksioner over æstetik, eksistens, humanisme og litteratur, og gennem engagerede læsninger af forfattere fra 1800-tallet og frem. Samtidig er den også en advarsel om, at hvis både Gud er død og Kunsten er død, har vi et problem. Marianne Stidsen (f. 1962) er lektor emeritus, dr.phil. og medlem af Det Danske Akademi. Hun modtog Kulturministeriets faglitterære pris i 2018. Hun har siden sin debut i redigeret og udgivet en længere række bøger om litteratur, kunst og identitet, blandt andet Ankomster – til 90’erne, Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, Hovedsporet. Dansk litteraturs historie (s.m. Knud Wentzel m.fl.), Rilkes engle. Eksistentialismen i går – i dag – i morgen og disputatsen Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig.

#MeToo blev en af de mest spektakulære kulturbegivenheder i Vesten 2018, og en af de voldsomste, 50 år efter 1968. Det gælder også i de nordiske lande, hvor bevægelsen har fået sin måske stærkeste gennemslagskraft uden for Nordamerika. I sit essay, som er den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden, giver lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen indblik i bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv. Hendes fokus er på tre konkrete sager – om Københavns Universitet, Det Svenske Akademi og Forfatterskolen i Danmark – som hun selv har været med til at debattere. Tilgangen er humanistisk og kritisk. Ligeret forsvares, særret udfordres. Den overordnede pointe er, at #MeToo-revolutionens særlige amokløb i Norden må ses som udtryk for et politisk og værdimæssigt skred, hvor de sociale menneskerettigheder ikke længere blot supplerer de civile: Retten til ikke at blive krænket truer nu snarere den balance mellem lighed og frihed, som er grundlæggende for den nordiske velfærdsmodel.

LEVENDE LITTERATER præsenterer samtaler med 15 koryfæer inden for moderne dansk-nordisk litteraturvidenskab. Thomas Bredsdorff, Per Øhrgaard, Per Aage Brandt, Jette Lundbo Levy, Søren Schou, Hans Hertel, Peer E. Sørensen, Pil Dahlerup, Tania Ørum, Karin Sanders, Anne-Marie Mai, John Chr. Jørgensen, Erik A. Nielsen mfl. fortæller om, hvordan de var med til at introducere nye teorier og metoder inden for litteraturfaget. Bogen sætter ansigt på den menneskelige side af sagen, herunder hvilke personlige og historiske omstændigheder der spillede ind i perioden fra 1960 til 2000. Det er kritikkens guldalder, og alle med interesse i læsningens kunst og humanioras nyere historie kan begynde her.“Knager overbevisende af kloge, vilde tanker” (Weekendavisen)

Hvad betyder identitet i litteratur – og bliver kritikken af en humanistisk menneskeopfattelse ved med at være relevant – når virkeligheden uden for undervisningslokalet domineres af nyttetænkning, konkurrencemoral og autoritære magtformer? Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhed forsvarede sin doktorafhandling om efterkrigstidens litterære virkelighedstolkninger. Siden har angreb og modreaktioner givet striden om identitet frisk vind i sejlene, med anmeldelser og kommentarer i dagbladene, live-debat på Louisiana, folkemøder i landets regioner, breve og nye artikler. Mange af debattens forskellige stemmer samles i bogen, hvor digtere, litterater og undervisere i dansk undersøger zonen mellem jeg-fornægtelse, jeg-dyrkelse og jeg-dannelse.

Marianne Stidsen søger den store sammenhæng mellem det sen­moderne gennembruds mennesker, ligesom Georg Brandes søgte en sammenhæng mellem det moderne gennembruds mænd. Vestens efterhånden jammerlige udgave af individualismen sættes under debat. Svaret på samtidens store spørgsmål om identitet søges i litteraturen. Ud af dette heterogene stof øjner man bevægelsen fra en kritisk til en selvkritisk humanisme. I bind I: ”Litteratur, identitet og senmodernitet” udvides efterkrigstidens forståelsesrammer. Der kastes nyt lys over virkelighedstolkningen i Heretica-bevægelsen, konfrontationsmodernismen, sentressernes opbrudsgeneration, 70’ernes marxistiske og feministiske litteratur og vor tids kropsmodernisme og postmodernisme. Det står efterhånden klart, at periodens begreber om identitet forandrer sig og må føres ajour. Det bliver de her. I bind II: ”Skandinavisk litteratur i globaliseringens tid” nærlæses forfattere som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Pia Juul, Niels Frank, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Christian Jungersen,­ Claus Beck-Nielsen, Stig Larsson, Jan Kjærstad, Karl Ove Knausgård­­ og andre. Spørgsmålet er, hvordan virkeligheden af i dag egentlig føles og fortolkes. Af den enkelte. Indeni. Om forfatteren: Marianne Stidsen, f. 1962, dansk littera­turforsker; mag.art. og lektor på ­Københavns Universitet med speciale i den nyeste danske littera­tur, som hun har kortlagt kyndigt med Ankomster – til 90’erne (1995) og Udveje – fra 90’erne (2001). Hun har tillige udforsket denne litteraturs ældre rødder, bl.a. hos Jens Baggesen. I Idyllens grænser (2002) er emnet postmodernismen. Marianne Stidsen blev i 2014 optaget som medlem af Det Danske ­Akademi. www.denstoredanske.dk