Mikael Josephsen

40 digte, 40 bønner i direkte henvendelse til Gud. Observationer og refleksioner delt med Vorherre. Metafysisk konkrete, pågående, tvivlende, generøse.¨”Mine Herrebønner er for stærk kost for nogle. Men genlæs, de emmer af tvivl og tegner ikke et traditionelt billede af Gud. For mig er Gud livskraft, der gennemstrømmer alt. Intelligensen i dig og mig, et lille frø der bærer en smuk fremtid i sig. Alt det der ikke kan regnes ud, som er uden for vores kontrol. Vild som kvantemekanik, neutroner og alt det vi ikke har fået øje på. Herredigte har DEN ramme, og bryder man sig ikke om det, lader man bare dette bæger gå forbi. Der er ikke læsetvang.”/ Mikael Josephsen. Mikael Josephsen har modtaget flere litterære priser, senest Beatrice-prisen 2025, der uddeles af Det Danske Akademi.

NY DANSK LITTERATUR OM ENSOMHED OG FÆLLESSKAB Noveller om ensomhed blandt venner, ensomhed efter brud, ensomhed efter krig, ensomhed som misbruger og misbrugt – men alle med en iboende længsel efter det fællesskab, man måske kan finde i naturen, i litteraturen, i andre mennesker. Medvirkende: Peter Adolphsen, Iben Mondrup, Tomas Lagermand Lundme, Dorthe Nors, Arne Herløv Petersen, Louise Juhl Dalsgaard, Alen Causevic, Maria Dixen, Lucia Odoom, Mikael Josephsen, Jesper Uhrup Jensen. Elias Sadaq, Amalie Langballe.

Mikael Josephsen debuterede i 1998 med Havet under huden. Siden har han udgivet både prosa og lyrik. Senest den meget anmelderroste roman de andre. Han har blandt andet modtaget Kunstfondens treårige legat og De skønlitterære forfatteres hæderslegat. Her genoptrykkes hans første tre digtsamlinger i en og samme bog. Trebenet og uden øjnestår du ved billardbordet og praler mens du pralerog støder kloder af marmor rundt i et firkantet univers.Jeg holder til under bordenemed hundene og elskerdin hæl når du maser en brugt sætning. Sommetider varerdet flere dage, men så giver jeg mig til at bygge slotte af filtreog tomme cellofanposer. Dethele er meget nemmere indeni ordene hvor også hestekonger rider gennem porten til det beskidte gulv. Jeg er så din søn, kentaurprinsen, et hovedunder den virkelige verden,men alligevel til.

En decemberdag slår Bo et telt op på en frossen mark uden for Svendborg. Han har mistet kontakten til sin datter, og han skylder penge til de forkerte. Han fixer sin sidste heroin, det er som at skyde kærlighed direkte ind i kroppen. Et stykke derfra, inde i byen, prøver Slagteren at forstå de kaoskræfter, der sendte ham på gaden – imens et sort barndomsminde trænger sig på. Og så er der Konen. Hun har indrettet et hjem i en container, hvor hun lader de andre hjemløse overnatte på skift. Hun har synske evner og taler med engle, og en dag oplever hun et mirakel. Mikael Josephsens roman de andre er en skæv og rå kollektivroman om et fællesskab på kanten af samfundet. En fortælling om hjemløshed, misbrug og vold, men også om venskab og forelskelse – og om at være langsom og beskidt i en poleret verden.

Digte fra (ud)kanten, digte om misbrug, om overgreb, om hverdag, genrejsning - og lykke.Efter at jubelidioten har overlevet et alkoholmisbrug af de store, en indlæggelse på en lukket afdeling og kampen med kommunale støttepersoner og abstinenser, har dagligdagen nu indfundet sig. Jubelidiot tager livtag med hverdagen i betonblokken og med barndommens tyranniske far. Det handler om at få samling på verden og finde et nyt ståsted som jubelidiot. "Undskyld / at jeg pissede og sked / på din nye sofa / lallede som en bjørn med hjerneblødning / på dit gulv / det var helt sort". Mikael Josephsen beskriver livet på kanten af samfundet prunkløst ærligt, men også med humor, sprogligt overskud og tilstedeværelse. Han modtog i år Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris, netop for sin evne til at ”beskrive livet på bunden og i de højere luftlag, hvor drømmene bor – og bevægelsen mellem drøm og bratte fald”, som Ida Jessen sagde i motiveringen.

Jeg er farmor er en samling digte om misbrug og genrejsning, om et liv på kanten - og om farmor, der satte parykken skævt og hentede øl i skuret, mens farfar tog en tur på luderconni. Det er anden del af en planlagt trilogi, hvori KNÆK (2016) var første del. Her var digteren indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, nu er han udskrevet og sidder i en betonjungle, hvorfra han forsøger at få hold på verden:"Om torsdagen snakker jeg med en misbrugsrådgiver hun er et par og tyve på urtete og har evidens for det kognitive og mindfulness jeg har lyst til snaps direkte fra flaskennår jeg går derfra"

Ud over diagnoserne "personlighedsforstyrret alkoholiker / hashmisbruger / pillemisbruger / bipolar / grænsepsykotisk / pseudopsykopat / angstpatient / ptsd" lider manden i Mikael Josephsens prosadigte "Knæk" af den mest udbredte form for vanvid: jalousi. Hans kæreste har forladt ham, han er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, P2, i Svendborg, og vi følger ham i julemåneden 2014 frem til udskrivelsen nytårsmorgen. Han længes konstant efter sine beroligende indsprøjtninger og kæmper med angsten for at være syg af kræft og med drikketrang: "der er to timer til næste sprøjte / jeg går ud på toilettet og hiver spritdispenseren af / og drikker".