Ning de Coninck-Smith

Kongelige børn er på mange måder som alle andre børn. Men de er også født til at være andet og mere, og dette livsvilkår stiller særlige krav til deres dannelse og personlige fremtræden. Børn som ingen andre fortæller i punktnedslag 500 års dansk hof- og barndomshistorie. Bogen belyser, hvordan kongehuset har forberedt kommende regenter og andre prinser og prinsesser på rollen som magthavere, dynastiske bindeled og kulturelle forbilleder. Fra Christian 4.s skolegang over Struensees opdragelse af Frederik 6. til H.M. Kong Frederik 10.s opvækst i 1970’erne. I bogens epilog beretter H.M. Dronning Margrethe 2. med egne ord om, hvordan den kongelige barndom formede sig i hendes generation og tid.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business. Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.

Susanne Ussing bevægede sig på tværs af kunstarterne som keramiker, arkitekt og billedkunstner. Hun stod bl.a. bag en række opsigtsvækkende og provokerende udstillingsvinduer for Nørgaard paa Strøget samt en række innovative sanse- og børneudstillinger. Hun var en af 1970’ernes feministiske stemmer, og kunstkritiker Mikael Wivel har betegnet hende som ”en af tidens mest originale begavelser”.Hun forholdt sig kritisk til sin samtid og udfordrede bl.a. det konventionelle boligbyggeri med byggeeksperimenter i Thylejren i 1970. Bogen rummer syv artikler af eksperter indenfor kunst, arkitektur og litteratur og kommer hele vejen rundt om Ussings værker fra 1960’erne og frem til hendes død i 1998. Desuden bidrager forfatteren Peter Laugesen, der kendte Susanne Ussing personligt, med et nyskrevet digt. Bogen kaster nyt lys på en markant skikkelse i dansk kunsthistorie og henvender sig til alle, der interesserer sig for billedkunst og arkitektur – og alt det midt imellem.

This collection of essays on the social history of disciplinary practices in education in North America, Northern Europe, and Colonial Bengal coverage upon an understanding that schools regulate the behavior of beliefs of students, teachers, and parents by enforcing certain disciplinary social norms.

Da skolen blev alles. Tiden efter 1970 handler om en periode, hvor lommeregneren og computeren kom ind i timerne, idrAet blev fAelles for drenge og piger, og lilleskolerne fornyede friskoletraditionen. Der kom en ny opmAerksomhed pa elevernes sociale og etniske baggrund og pa deres forskellige udvikling og talenter. Born hverken kunne eller skulle lAere det samme pa samme tid, og elevplaner erstattede skoleskemaet. Ambitionen om at rumme langt de fleste elever inden for folkeskolen voksede sig stAerkere, og omgangstonen blev mere demokratisk. Samtidig blev elevrad og forAeldrevalgte skolebestyrelser en del af skolernes hverdag. Der stod megen blAest om skolen perioden igennem: fra 1970'ernes indoktrineringsdebat over artusindeskiftets onsker om at styrke fagligheden til den lobende diskussion om lAerernes arbejdstid. Meget forandrede sig, mens andet var som for. Dansk, matematik og historie var fortsat vigtige fag, efterhanden suppleret af engelsk. Der herskede enighed om, at skolen skulle bidrage til elevens personlige udvikling og til lighed, vAekst og velstand. Sporgsmalet var blot hvordan. I debatten blandede mange stemmer sig, og skolen var ikke lAengere et anliggende kun for eksperter. Alle havde en mening.

Utställningen "Barnets århundrade: Nordisk design för barn 1900 till idag (10 maj-28 september 2014) är Museum Vandalorums största hittills. Här visas för första gången 1900-talets och nutidens mest progressiva nordiska design, arkitektur och konst för barn. Utställningen lånar sin titel från Ellen Keys bok med samma namn från år 1900. Hennes banbrytande teorier om vikten av att främja barns kreativitet, utbildning och rättigheter löper som en röd tråd genom projektet. Målet med utställningen är att visa hur nordiska formgivare, arkitekter och konstnärer bidragit till att stärka barns intellektuella, känslomässiga och fysiska utveckling. De ur designperspektiv förväntade inslagen som leksaker, kläder och möbler visas tillsammans med skolarkitektur, konstprojekt, lekparker, barnböcker, textilier, kollektivboenden, spel, reklamkampanjer, illustrationer, sagovärldar, förskolor mm. Genom detta inkluderande och breda förhållningssätt till design vill utställningen förnya och erbjuda exempel på alternativa lösningar i dagens debatt om barns utbildning, boende och roll i samhället. Utställningskatalogen innehåller texter av ett 15-tal nordiska och amerikanska författare, curatorer, forskare och professorer, däribland Ronny Ambjörnsson, Hedvig Hedqvist, Ning de Coninck-Smith, Elna Svenle, Aidan O"Connor, Anne-Louise Sommer och Christian Holmsted Olesen. De berättar om ett 60-tal av utställningens ca 200 föremål och projekt, skapade av exempelvis Alvar Aalto, Elsa Beskow, Kay Bojesen, Nanna Ditzel, Olafur Eliasson, Estrid Ericson, Stephan Gip, Arne Jacobsen, Tove Jansson, Wilhelm Kåge, Carl Larsson, Stig Lindberg, Alva Myrdal, Palle Nielsen, Vuokko Nurmesniemi, Peter Opsvik och Hans J Wegner.

This collection of essays on the social history of disciplinary practices in education in North America, Northern Europe, and Colonial Bengal coverage upon an understanding that schools regulate the behavior of beliefs of students, teachers, and parents by enforcing certain disciplinary social norms.