Rasmus Nikolajsen

Något är på väg, vinbärsbuskens tusen små hjärtan ringer in sommaren, en liten flicka rusar rakt ut i gatan på väg till skolan, en gammal kvinna känner plötsligt att hon svävar, ett par mitt i livet försöker förnya sin kärlek utan att krossa den längs vägen, en samling demonstranter ropar ivrigt: "Mer natur!"I svart strömmande dröm fortsätter Rasmus Nikolajsen att utveckla den natur­nära systemdiktningen från Kanske själen (Flo förlag, 2024) och Tillbaka till onaturen (Ellerströms, 2024) som han uppmärksammats stort för i hemlandet. Det handlar om förändring, kärlek, åldrande, daggvått gräs och en katastrof som obevekligt sträcker sig in i idyllen. En läsupplevelse för dig som älskar Inger Christensen! * "... metaformästaren Rasmus Nikolajsens nya, svindlande självsäkra och självsäkert svindlande diktsamling ..."- Lars Bukdahl, Weekendavisen (DAN) "... en suggestiv och fin medi­tation över vårt enda, stora, fantastiska liv"- Yukiko Duke, Vi läser (Om "Kanske själen")

sort strømmende drøm er en digtsamling i tre dele, beslægtet med Nikolajsens foregående bøger Tilbage til unaturen og Måske sjælen. Noget er på vej, ribsbuskens tusinde små hjerter ringer sommeren ind, en gammel kone skal hjem fra frisøren, en 0-klasse-pige begynder i skole, et par vil forny deres kærlighed, et blommetræ vil bære fri frugt, en gruppe mennesker vil forfine måden, vi møder vores naturomgivelser på. Det er digte om forandring, kærlighed, haver, hav og en katastrofe, der rækker ind i idyllen: Hvordan skal vi, der har ødelagt kloden, opdrage dem, der skal redde den? Om forfatteren: Rasmus Nikolajsen (f. 1977) har udgivet prosaværker og en række digtsamlinger, senest hvad skal vi dog med al den skønhed? (2018), Barnevognshaiku (2020) og Måske sjælen (2022). Digtsamlingen Tilbage til unaturen (2016) blev tildelt Kritikerprisen.

Vår postromantiska tid med dess accelererande klimathot kräver kanske en ny typ av naturdiktning. I ­Danmark har den ekokritiska poesin sin givna ­förebild i Inger Christensen, som i alfabet (1981) poetiskt undersökte människans förhållande till den ekologiska kris hon själv varit med och skapat, och som tog sin mest extrema form i kemisk förgiftning och hotet om kärnvapenkrig. Hur ser naturlyriken ut idag? Hur kan man som skrivande subjekt verka i en värld som är på väg att gå under? I sina respektive diktsamlingar utforskar de danska författarna Nanna Storr-­Hansen, Sofie Isager Ahl och Rasmus Nikolajsen tre olika förhållningssätt till den moderna ekopoesin.

En gravid kvinna sitter i en gul fåtölj och dricker hallonte. Hon halvslumrar lite och funderar på vad det innebär att sätta en ny själ till världen. Då knackar det på dörren. Hon vet vad det är. Det är en mardröm. Och hon vet vilka det är. Det är Gestapo. En man cyklar genom Köpenhamn för att hämta sin dotter på dagis. Han tänker på hennes födelse. Tjäraktig skit rann ut från den lilla mystiska varelsen och stelnade på hans mage och kläder. Han tänker på sin farmors död, på vad som händer när en själ lämnar världen. I Kanske själen skildrar Rasmus Nikolajsen en familjs öde genom fyra generationer. Det är en gripande miniatyrberättelse om monumentala ämnen - om krig och förgänglighet, men kanske framför allt om livets uppkomst och fortsättning. Rasmus Nikolajsen är en av Danmarks främsta poeter och lyriska prosaister och presenteras här för första gången på svenska.*"Det är en betydande poet som på mjukt systematisk vers lyckas både konstruera den bästa ockupationsromanen på 50 år, övertygande bevisa själens existens och skriva svängig odödlig poesi."- Lars Bukdahl, Weekendavisen (DK) "Om du bara läser alldeles enastående dikter, läs då denna bok om livet och döden genom fyra generationer ... Mästerligt."- Thomas Olesen, Danskt BiblioteksCenter (DK)"... poetiskt och storslaget ... Jag vill ha mer! - Molly Balsby, Ekstra Bladet (DK) "Rasmus Nikolajsens lilla mästerverk till versberättelse ... kort och lätt i sin stil, mer underdriven än bombastisk i sin vackra precision. Den är nästan som de evigt föränderliga moln som dess verser ständigt återvänder till, och som dess gestalter aldrig tycks tröttna på att betrakta."- Tue Andersen Nexø, Information (DK)"... en liten bok med mycket på hjärtat"- Nanna Thejll, Litteratursiden (DK)

En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo. En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, på hvad der sker, når en sjæl forlader verden. Rasmus Nikolajsens "Måske sjælen" er en familieversfortælling om en kvinde, der må flygte uden sin søn, og en mand der henter sin datter i vuggestue, alt imens kastanjetræerne blomstrer.Om forfatteren:Rasmus Nikolajsen (f. 1977) debuterede i år 2000 med samlingen "digte om lidt" og har siden udgivet en række digtsamlinger, senest "hvad skal vi med al den skønhed?" (2018) og "Barnevognshaiku" (2020). "Socialdemokratisk digt" blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, og "Tilbage til unaturen" (2016) blev tildelt Kritikerprisen. hvad skal vi med al den skønhed? er udkommet i Tyskland. Digte fra "Tilbage til unaturen" og "Barnevognshaiku" er oversat til tysk, engelsk, amerikansk, svensk, russisk og græsk.

Smukke, enkle digte om det allerstørste: et nyt liv, set gennem de helt nære sansninger fra barnevognsturen. Barnevognshaiku er haikudigte skrevet, mens Rasmus Nikolajsen gik barnevognsture med sin datter i foråret 2018. Det er temaer som skønheden, angsten, tiden og poesien, der melder sig: en erantis i frost, blodbøgens blade, et papkrus i sneen, en firemåneders baby, der prøver at kravle. Digte skrevet på barnevognsturen og til barnevognsturen: hvert enkelt digt er bare 17 stavelser, men rummer en skønhed og klarhed, der giver ro og indsigt.

hvad skal vi med al den skønhed? er moderne naturdigtning og systemdigtning. Men først og fremmest er det et efterårslangdigt. Én lang sætning, der forsøger at følge med efteråret imens det folder sig ud med sit løvfald, sit mørke, sin skønhed og sin melankoli. Tanker dukker op og river andre tanker med sig. hvad skal vi med al den skønhed? er således også et digt om: Hvordan det mon er at være de andre mennesker i parken. En vens selvmord den forgangne sommer. Søvn og sjæl. Krager og regndråber. Efteråret er forfald, mens tiden og genkomsterne arbejder hårdt og uafvendeligt under det hele. I digtet findes både en længsel efter sammenhængskraft og samtidig en fryd ved at gå med opløsningen. Rasmus Nikolajsen modtog Kritikerprisen 2016 for sin forrige digtsamling Tilbage til unaturen. Pressen skriver: »Rasmus Nikolajsen er hurtigt, men sikkert som et dalende efterårsblad blevet vores blidest og billedskønnest grasserende naturlyriker…« – Weekendavisen »Poetisk og skøn som bare f…… - helt ud på Kasper Vangs himmel-møder-hav-omslag… en sand digter. Han har alle sprogets farver med sig, samt sans for dets rytme ikke mindst.« – Information »Nikolajsens nye digt er godt, fordi det bruger løs af de metaforer, det selv tvivler på. Fordi det er spændt af skønhed og alligevel spørger, hvad skal vi med al den skønhed?« – ***** Politiken »Et skønt tindrende, vemodigt og klassisk-flabet efterårslangdigt. Som Nikolajsens forrige stærke - og kritikerprisbelønnede - digtsamling "Tilbage til unaturen", er der tale om tekster, der nærmest er overlegent smukke i deres stilfærdige, men stærke musikalitet.« – ***** Jyllands-Posten »I et billedrigt sprog viser Rasmus Nikolajsen læseren, hvor ondt det kan gøre at være til, men også hvor vigtigt det er at kunne italesætte sorgen for derved at forstå skønheden.« – Atlas Magasin »Sproglig mildhed og eftertænksomhed.« – Kulturmagasinet Fine Spind »Et af Nikolajsens absolutte mesterstykker.« – Littuna.nu »Efterårsdigtet sætter nye standarder for nulevende og kommende forfattere.« – Morsø Folkeblad

Tilbage til unaturen er systemdigte skrevet i et naturmøde: Rasmus Nikolajsen har begivet sig ud i noget, der forekom ham at være natur, og har så noteret med plastikkuglepen i hæfter, som en maler, der stiller sig op med sit staffeli. Digtene indfanger et nu og et konkret sted, og bevæger sig frit associerende herfra med en boblende lethed og coolness. De billeder, der melder sig, rummer en stærk nærhed, da digterjeget går vejen igennem sig selv for at se omverdenen og således f.eks. træder frem som gloende, som skrivende, som rejsende, som sørgende over en skilsmisse og som undrende sig over menneskets rolle i naturen. Tilbage til unaturen blev tildelt Kritikerprisen 2016. Pressen skriver: »Jeg har svært ved ikke at være vildt begejstret og imponeret over den stilfærdige vellyd og blandingen af ro og sprælsk vitalitet.« ***** – Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten »Med stor skønhed og tindrende tvivl bliver den noget så sjældent som reelt opmuntrende læsning, der ikke føles som virkelighedsflugt.« – Solveig Daugaard, Information »Forfatterskabets bedste bog indtil nu.« ***** – Mikkel Krause Frantzen, Politiken

Den ulykkelige boghandler består af tre sammenhængende fortællinger, som beskriver hver sin rejse: En biltur til Nordjylland, hvor fortælleren og hans forlovede kører en omvej gennem et muterende og katastroferamt landskab; en fodrejse til Tippen i Sydhavnen, hvor fortælleren møder spøgelset Krak – den ulykkelige boghandler; og til sidst en krævende cykeltur gennem Dollerup Bakker, hvor fortælleren forlader sit eget jeg. Den ulykkelige boghandler er en legende, litterær, begavet og ikke mindst underholdende refleksion over sproget og livet, litteraturen og landskabet, begæret og kærligheden. Rasmus Nikolajsen (f. 1977) er en af dansk litteraturs mest spændende og egensindige yngre digtere. Han debuterede i 2000, og Den ulykkelige boghandler er hans syvende bog. Senest har han udgivet den anmelderroste digtsamling Socialdemokratisk digt (2010), som blev indstillet til Weekendavisens litteraturpris. Pressen skrev: "Medrivende billedberuset og forblæst belæst digresserer Rasmus Nikolajsen sig på tværs af en trio af trips, en bil-, vandre- og cykeltur ... Årsagen til fornøjelighedens suverænitet er, dels at at Nikolajsen simpelthen har talent for for skriftligt at fornøje, et fornøjeligt fornøjelsestalent, og at han godt ved, at han har det, og at han ikke er flov over at have det og vide, at han har det. Og dels på samme tid og ilige mål bruger sit talent på at fornøje læseren og fornøje sig selv - ved at fornøje læseren." - Lars Bukdahl i Weekendavisen