Simone Weil

En 1933, lors de l'av nement du nazisme en Allemagne, Simone Weil interroge: "Allons-nous vers la R volution Prol tarienne ? " La c l bre philosophe nous livre dans ce texte sombre ses sentiments sur la p riode troubl e que traverse l'Europe. Simone Weil se penche sur la difficile mancipation des ouvriers face aux r gimes bureaucratiques et aux syst me bancaire. L'URSS de Staline et le fascisme naissant du Troisi me Reich se distinguent par leur refus des positions trotskistes. Simone Weil carte l'id e de d faite d'une internationale des travailleurs, et s'attache dans ce texte rare trouver du sens la valeur de la vie humaine .

Det sanne øyeblikket for Simone Weil er når mennesket ser seg selv og sin neste. Det skjer glimtvis, og skaper dermed frigjørende løft bort fra den materielle tilværelsen. Vi må slutte å tillegge pengene så stor betydning. Ikke bare forhindrer dette at vi finner åndelig føde, det forhindrer også å forstå at vi rett og slett lider av hungersnød …Vi kjenner ikke lenger vår egen sult, fordi det er så altfor lett å forklare all slags nød med pengemangel … Pengene forhindrer oss i å innse hvilke forpliktelser vi er bundet av, de har nesten klart å fjerne enhver forpliktelse … De har i stedet latt økonomisk redelighet i privatlivet fremstå som den eneste sanne dyd …Simone Weil levde fra 1909 til 1943 og i løpet av et intenst liv var hun alt fra industriarbeider til mystiker. Hun er vanskelig å plassere, både filosofisk og politisk, og er blitt karakterisert, mer eller mindre nedsettende, med ordpar som mildest talt virker kontrære: marxist og mystiker, pytagoreer og katar, kristen og udøpt, jøde og antisemitt, pasisfist og Spaniakjemper, hun var kvinne, men kalte seg helst Simon.Vår utgivelse er en samling «essays/tekster» om hennes tenkning, et par uoversatte tekster i tillegg til noen allerede utgitte. Weils grunnleggende filosofiske og levde prosjekt bygger på den dialektiske tanken om at man må gå ned for å gå opp, og på en paradoksal forestilling om at å avstå fra å handle er den sterkeste handling. Oppmerksomhet er et nøkkelbegrep hos Simone Weil. Den sanne oppmerksomhet er nådefylt, fordi den er en negativ anstrengelse. Det vil si at den sanne oppmerksomhet er sjelden og ikke skjer «med rynkete bryn», men består i å «slippe tanken løs og la den være tilgjengelig og åpen for objektet.» Herfra er det ikke langt til øyeblikket og tilstedeværelsen.

Les R flexions sur les causes de la libert et de l'oppression sociale est un texte qui fut toujours consid r par Simone Weil comme son oeuvre principale. Le philosophe Alain crivit de cet ouvrage qu'il faisait partie de ces rares travaux qui ouvrent l'avenir prochain et pr parent la R volution v ritable . crit en 1934, cet essai se veut une r flexion dont la criante actualit surprend encore, dans un contexte o la vigilance quant la d fense des libert s individuelles et collectives face aux moyens d'oppression et de contr le n'a jamais t aussi n cessaire. Un essai incontournable.

'There are certain words which possess, in themselves, when properly used, a virtue which illumines and lifts up towards the good'The philosopher and activist Simone Weil was one of the most courageous thinkers of the twentieth century. Here she writes, with honesty and moral clarity, about the manipulation of language by the powerful, the obligations of individuals to one another and the needs - for order, equality, liberty and truth - that make us human.One of twenty new books in the bestselling Penguin Great Ideas series. This new selection showcases a diverse list of thinkers who have helped shape our world today, from anarchists to stoics, feminists to prophets, satirists to Zen Buddhists.

»Helten er en ting, der slæbes i støvet bag en vogn.« Simone Weil (1909-1943), fransk forfatter og filosof, efterspørger i Iliaden eller styrkens digt nye figurer, vi kan orientere os efter, nye troper og grundfortællinger. Udgangspunktet for hendes genlæsning af det græske epos er en kritik af den vestlige kultur, der siden oldtidens Rom har sat styrken over svagheden, som to uforenelige størrelser; styrken, som det højeste, og svagheden, som det laveste. Hun peger i sin læsning på, hvordan Iliaden rummer en fundamentalt anden opfattelse heraf, en sårbarheds-poetik og ærlig beskrivelse af menneskelivets vilkår. Enhver berøring er dobbelt. Det er kimen til »en skæbnefortælling, hvor bødler og ofre er lige sagesløse«.Den, der berører verden, forandrer verden. Og den, der forandrer verden, bliver selv forandret. Ingen handlinger er for små til at gøre en forskel, ingen livsform for uanselig. Tager man således styrken i brug, bliver man også brugt af styrken. »Den stærke er aldrig kun stærk, den svage er aldrig kun svag, men ingen af dem ved det.« Weils tekst er et kampskrift for hensyn og selvbeherskelse, en invitation til at revidere vores fortælleformer og inkludere svaghed og nederlag, lidelse og død, sorg og afmagt, ubevidst kærlighed og afhængighed i vores historier – ikke mindst for atter at komme i berøring med den ydmyghed og taknemmelighed, som måske stammer derfra. »Det er kun muligt at elske og være retfærdig, hvis man kender styrkens herredømme og ved, at det ikke skal respekteres.«

“Når ytringsfrihed reduceres til propagandafrihed, er de eneste dele af den menneskelig ånd, som fortjener at udtrykke sig, ikke frie til at gøre det.”I essayet "Personen og det hellige" skriver den franske filosof, mystiker, lærer og aktivist Simone Weil sig ind i et område, hvor etik og retsfilosofi bliver uskelnelige. Med glødende intensitet og utrolig klarhed spørger hun, hvorfor den etiske handling aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, og hvordan begrebet om den juridiske person paradoksalt sætter grænser for retfærdigheden. På denne måde formulerer hun det store spørgsmål for enhver politisk praksis, der vil forstå sig selv som retfærdig.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at politik må forstås som en praksis. Selv tog hun et års orlog som lærer for at arbejde på Renault-fabrikkerne, for bedre at kunne forstå, hvordan hårdt fysisk samlebåndsarbejde påvirker arbejdernes måde at tænke på. Det er dette kompromisløse politiske engagement der gør, at hendes skrifter måske er mere relevante i dag end nogensinde før.

"I vores sa°kaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”Det her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning af partiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Med grusom ironi spidder hun de demokratiske samfunds kerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som pa° det nationale plan sørger for, at ikke en eneste a°nd kan henlede sin opmærksomhed pa° den indsats, der besta°r i at forsta° hvad der er godt, retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespids analyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendes samtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke blot er historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politisk parti.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget alle mennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraften alvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir, der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød ud flygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejke som 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor tids eneste store ånd”.

Towards the end of her life, the French philosopher and mystic Simone Weil (1909-43) was working on a tragedy, Venice Saved. Appearing here in English for the first time, this play explores the realisation of Weil’s own thoughts on tragedy. A figure of affliction, a central theme in Weil's religious metaphysics, the central character offers a unique insight into Weil’s broader philosophical interest in truth and justice, and provides a fresh perspective on the wider conception of tragedy itself.The play depicts the plot by a group of Spanish mercenaries to sack Venice in 1618 and how it fails when one conspirator, Jaffier, betrays them to the Venetian authorities, because he feels compassion for the city's beauty. The edition includes notes on the play by the translators as well as introductory material on: the life of Weil; the genesis and purport of the play; Weil and the tragic; the issues raised by translating Venice Saved. With additional suggestions for further reading, the volume opens up an area of interest and research: the literary Weil.

La mont e du nazisme et les horreurs du r gime v hicul par Adolf Hitler avaient-ils des ant c dents dans l'histoire ? De qui s'est-il inspir ? Dans quelle mesure, par exemple, la Rome antique fut-elle un mod le pour le F hrer ? Simone Weil soumet plusieurs pistes de r flexions qui visent percevoir ici un ensemble de m canismes dont elle souligne les enchev trements, la complexit , mettant in fine jour les racines de la folie hitl rienne. Son expos se compose de trois grandes parties: Permanence et changements des caract res nationaux; Hitler et la politique ext rieure de la Rome antique; Hitler et le r gime int rieur de l'empire romain.

Simone Weil, the great mystic and philosopher for our age, shows where anyone can find God.Why is it that Simone Weil, with her short, troubled life and confounding insights into faith and doubt, continues to speak to today’s spiritual seekers? Was it her social radicalism, which led her to renounce privilege? Her ambivalence toward institutional religion? Her combination of philosophical rigor with the ardor of a mystic?Albert Camus called Simone Weil “the only great spirit of our time.” André Gide found her “the most truly spiritual writer of this century.” Her intense life and profound writings have influenced people as diverse as T. S. Eliot, Charles De Gaulle, Pope Paul VI, and Adrienne Rich.The body of work she left—most of it published posthumously—is the fruit of an anguished but ultimately luminous spiritual journey.After her untimely death at age thirty-four, Simone Weil quickly achieved legendary status among a whole generation of thinkers. Her radical idealism offered a corrective to consumer culture. But more importantly, she pointed the way, especially for those outside institutional religion, to encounter the love of God – in love to neighbor, love of beauty, and even in suffering.

Hailed by Albert Camus as ‘the only great spirit of our times’, Simone Weil was one of great essayists and activists of the twentieth century. Her writings on the nature of religious faith and spirituality have inspired many subsequent thinkers. Wrestling with the moral dilemmas entailed by commitment to the Catholic Church, Letter to a Priest is a brilliant meditation on the perennial battle between faith and doubt and resonates today as much as when it was first written. This edition also includes one of her most inspiring and celebrated essays, ‘Human Personality’, where Weil offers a moving and unorthodox account of the preciousness of human beings.With a new foreword by Raimond Gaita.