Thomas Bernhard

Thomas Bernhardin Häiriö on omalaatuinen, miltei epätodellinen romaani ihmisyydestä. Eräänä aamuna lääkäri ja hänen poikansa laittautuvat päivittäiselle kierrokselle Itävallan synkeälle ja vuoristoiselle maaseudulle. He kohtaavat toinen toistaan värikkäämpiä ja groteskimpia hahmoja majatalon pitäjästä, jonka vaimo on murhattu, rampaan huippulahjakkaaseen muusikkoon, jota pidetään häkissä. Kaikki kamppailevat tavalla tai toisella aineellisen kurjuuden, hulluuden ja koruttomien maisemien raakuuden kanssa.Hahmojen paraati huipentuu eksentrisen, vainoharhaisen ruhtinaan sadan sivun mittaiseen monologiin, jonka tinkimätön sanatulva on Bernhardia puhtaimmillaan. Alun perin vuonna 1967 ilmestynyt Häiriö on yksi Bernhardin varhaisimmista romaaneista. Kriitikot ovat pitäneet sitä yhtenä hänen häiritsevimmistä ja nihilistisimmistä teoksistaan.

Palkintopuhetta on kokoelma modernin kirjallisuuden kauhukakaran Thomas Bernhardin muisteluksia hänelle myönnetyistä palkinnoista. Bernhard suhtautui varsin happamasti siihen, mitä kunnianosoitukset edustivat - olipa kyseessä sitten keskustelukauppakamarin tai valtion jakama kirjallisuuspalkinto. Siitä seuraa myös tässä niteessä kupliva ivallinen nauru. Tuttuun tapaansa Bernhard tekee karkeaa pilaa kaikenlaisesta kulttuuripönötyksestä itseään säätelemättä. Kirjassa on myös kolme Bernhardin palkintotilaisuuksissa pitämää puhetta. Niiden lukeminen vähentää välinpitämättömyyttä ja tekee muutenkin hyvää.

Andet oplag ventes klar til august 2016

I den tredje selvbiografiske roman af Thomas Bernhard er det selve hans eksistens, der er på spil. Som attenårig bliver han indlagt med en alvorlig lungesygdom og svæver længe mellem liv og død. På dødens rand vælger han imidlertid at kæmpe sig tilbage til livet, mens flere i hans nære omgivelser allerede har givet op. Hans skæbne som kunstner bliver samtidig beseglet, da lungesygdommen tvinger hans liv i en ny retning. Uddrag fra bogen Jeg ville leve, alt andet betød ingenting. Leve, jeg ville leve mit liv, på den måde og så længe som jeg ville. Dette var ikke et højtideligt løfte, men noget som den der allerede havde været opgivet, bestemte sig for i dét øjeblik hvor den anden foran ham var holdt op med at ånde. Af to mulige veje havde jeg denne nat i det afgørende øjeblik bestemt mig for livets vej. Det er meningsløst at tænke over om denne beslutning var rigtig eller forkert. Den kendsgerning at det tunge, våde vasketøj ikke var faldet ned over mit ansigt og havde kvalt mig, var årsagen til at jeg ikke ville holde op med at ånde. Jeg ville ikke, som den anden foran mig, holde op med at ånde, jeg ville fortsætte med at ånde og leve videre. Jeg skulle tvinge sygeplejersken, der var overbevist om at jeg skulle dø, til at føre mig ud af badeværelset og tilbage til sygesalen, og derfor skulle jeg ånde videre. Havde jeg blot et øjeblik slækket på denne vilje, ville jeg ikke have levet en eneste time til. Det var op til mig om jeg skulle fortsætte med at ånde eller holde op. Det var ikke ligbærerne i deres obduktionskitler der kom ind i badeværelset for at hente mig, men de hvidklædte plejere der førte mig tilbage til sygesalen, sådan som jeg ville det. Jeg bestemte hvilken af de to mulige veje jeg skulle gå. Vejen ind i døden ville have været nem. Også vejen ind i livet havde den fordel at være selvbestemt. Jeg mistede ikke alt, jeg beholdt alt. Det tænker jeg på når jeg vil videre. Om forfatteren Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Bernhard har inspireret europæiske forfattere som Imre Kertész og Elfriede Jelinek og danske forfattere som Christina Hesselholdt, Lars Frost, Peer Hultberg og Jeppe Brixvold. Åndedrættet er den tredje af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De to første Årsagen. En antydning og Kælderen. En unddragelse udkom på Sisyfos i 2011 og 2012.

Thomas Bernhardin Vanhoissa mestareissa pääosassa on kaksi vanhaa miestä. Reger, musiikkikriitikko, on yli kolmenkymmenen vuoden ajan käynyt wieniläisessä museossa istumassa samalla penkillä Tintoretton maalauksen edessä. Hän on pohtinut ja parjannut mielessään nykyyhteiskuntaa, kanssaihmisiään, taiteilijoita, säätä ja jopa julkisten käymälöiden jamaa. Päivälle, jota kirja kuvaa, on sovittu tapaaminen Regerin ja hänen ystävänsä Atzbacherin kanssa. Atzbacherin katseen välityksellä Regerin traagisesta elämästä paljastuu enemmän - lopulta myös tuon tapaamisen todellinen tarkoitus.Vanhat mestarit on Thomas Bernhardin romaani, joka yhdessä Hakkuun (suom. 2007) ja Haaskion (suom. 2009) kanssa muodostaa eräänlaisen trilogian. Kukin kolmesta kirjasta on oma taideteoksensa, mutta niiden teemat ovat monilta osin yhteneviä: ne satirisoivat kulttuuria, nerouden ideaa, kansallisuutta, luokkia, taiteen arvoa ja ihmiskunnan mahtailevuutta.

I Thomas Bernhards anden selvbiografiske roman Kælderen. En unddragelse (1976), der udspiller sig umiddelbart efter Anden Verdenskrig, indleder han sine læreår med at vende gymnasiet ryggen og gå i den modsatte retning for at begynde i købmandslære. I Salzburgs ghetto, Scherzhauserfeldkvarteret, kommer den unge købmandslærling i livets hårde skole blandt byens ydmygede og sårede. Arbejdet og de mange menneskelige møder, forvandler den introverte dreng til et socialt individ og sender mod slutningen hans stræben i en ny retning; han begynder at tage undervisning i sang. Kælderen kan læses som en klassisk dannelsesrejse, hvor et ungt menneske ved at vælge sin egen vej finder sig selv. Bernhards kontrapunktiske prosa og kompromisløse sandhedssøgen er endnu engang med til at gøre rejsen til en helt igennem moderne selvbeskrivelse.Citat fra bogen:I a°revis havde jeg eksisteret i bøger og skrifter og blandt hoveder der ikke var andet end bøger og skrifter, i den indeklemte lugt fra den skimmelagtige og indtørrede historie, stedse som om jeg selv allerede var historie. Nu eksisterede jeg i nutiden, i alle dens lugte og ha°rdhedsgrader. Jeg havde taget denne beslutning og gjort denne opdagelse. Jeg levede efter i a°revis at have været død. De fleste af mine egenskaber, absolutte fortrin ved min karakter, var allerede i løbet af de første dage i kælderen kommet til syne igen, efter at de i a°revis havde været begravet og tildækket i opdragelsesmetodernes afskyeligheder, udviklede de sig helt af sig selv i de nye omgivelser der pa° den ene side var præget af mine kolleger i butikken, pa° den anden side af kunderne som mennesker eller menneskene som kunder og frem for alt, hvilket jeg med det samme lagde mærke til, i det uhyre nyttige spændingsforhold mellem disse to menneskegrupper hvor jeg udførte mit arbejde, et arbejde som jeg fra det første øjeblik havde haft glæde af.

Written with a dark pain and drama that recalls the novels of Dickens, Gathering Evidence is a powerful and compelling memoir of youth by one of the twentieth century's most gifted writers. Born in 1931, the illegitimate child of an abandoned mother, Thomas Bernhard was brought up by an eccentric grandmother and an adored grandfather in right-wing, Catholic Austria. He ran away from home at age fifteen. Three years later, he contracted pneumonia and was placed in a hospital ward for the old and terminally ill, where he observed first-hand--and with unflinching acuity--the cruel nature of protracted suffering and death. From the age of twenty-one, everything he wrote was shaped by the urgency of a dying man's testament--and where this account of his life ends, his art begins. Included in this edition is My Prizes, a collection of Bernhard's viciously funny and revelatory essays on his later literary life. Here is a portrait of the artist as a prize-winner: laconic, sardonic, shaking his head with biting amusement at the world and at himself.

I krigens sidste desperate år, oplever Bernhards alter ego som fjortenårig, hvordan hjembyen Salzburg langsomt går i opløsning under de allieredes tæppebombardementer. Den ydre terror har sit indre modstykke på kostskolen, hvor den unge dreng er helt overladt til nazisten Grünkranz’ nåde. Midt i al desperationen opbygges et fællesskab blandt byens hårdt prøvede civilbefolkning. Men med krigens afslutning begraves nazismens rædsler i ruinerne, og fællesskabet erstattes af en gennemgribende fortrængning. På kostskolen afløser en katolsk dagsorden den nazistiske, men det gør faktisk ingen forskel for den unge, kriseramte Bernhard. Årsagen er en sønderlemmende kritik af Østrigs forfald til løgnen og fortrængningen, men først og fremmest er den et gribende portræt af et ensomt, fortvivlet og højt begavet ungt menneske, der får sin sensibilitet skærpet af krigens rædsler. Citat fra bogen: ”Disse optegnelser må noteres nu og ikke senere, de må noteres i dette øjeblik hvor jeg har mulighed for uden forbehold at hensætte mig i den tilstand jeg befandt mig i dengang i min barndom og ungdom og særligt i lære- og studietiden i Salzburg; jeg må gøre det med den ubestikkelighed og oprigtige skyldighed som er nødvendig for en sådan beskrivelse som antydning af dette sandhedens, virkelighedens og fakticitetens øjeblik dengang”. Årsagen er den første af i alt fem autobiografiske romaner Thomas Bernhard skrev i perioden 1975-82. Pressen skriver: ”Thomas Bernhard lægger ikke fingrene imellem i det første bind af sine fem selvbiografiske romaner, der nu langt om længe med 36 års forsinkelse udkommer i en strålende dansk oversættelse (…) Selvbiografien er en mesterlig skildring af et ungt menneskes indre og en rambuk ind i den institutionaliserede dumhed. Skulle nogen få den idé at spærre oversætteren inde, indtil de næste fire bind ligger klar, skal de endelig ikke holde sig tilbage.” Anders Engberg-Pedersen i Weekendavisen "Stor ros til oversætteren Søren R. Fauth, som med sikker hånd og stilfornemmelse har løst en særdeles vanskelig opgave." **** Mikael Busch i Jyllands Posten ”Er bombardementerne af Salzburg, ligene i gaderne og byens naziskole nøglen til Thomas Bernhards forfatterskab? I en roman fra 1975, som nu udkommer på dansk antyder han et svar” ????? Thomas Thurah i Politiken

A brilliantly mordant memoir of the background and circumstances of nine literary prizes awarded to Austrian novelist and enfant terrible, Thomas Bernhard, between 1963 and 1980.

Nach Erscheinen der ersten Bände der Werkausgabe im Oktober 2003 war das euphorische Echo im Buchhandel, bei der Presse und den Lesern unüberhörbar: ?Die verlegerische Grosstat, die eine definitive Ausgabe der Texte bieten will, macht Thomas Bernhard endgültig zum Klassiker.? Neue Zürcher Zeitung Nach den ersten fünf Bänden mit frühen Romanen, teilweise unbekannten Erzählungen und Dramen (Bde. 1, 2, 11, 14 und 15) folgen nun, erstmals in einem Band versammelt, Bernhards autobiographische Schriften (Band 10) und sein dritter Roman Das Kalkwerk (Band 3). In Band 10 sind die fünf autobiographischen Bücher Die Ursache, Der Keller, Der Atem, Die Kälte und Ein Kind, zwischen 1975 und 1982 erschienen, zum ersten Mal in einem Band versammelt. Zur Erinnerung: Die Leser erwarten von diesen Texten Aufschluß über den ?wahren? Thomas Bernhard. Doch die autobiographischen Bücher sind weniger Dokumente seines Lebens, sondern vollendete Literatur.

The last work of fiction by one of the twentieth century's greatest artists, Extinction is widely considered Thomas Bernhard's magnum opus. Franz-Josef Murau--the intellectual black sheep of a powerful Austrian land-owning family--lives in Rome in self-imposed exile, surrounded by a coterie of artistic and intellectual friends. On returning from his sister's wedding on the family estate of Wolfsegg, having resolved never to go home again, Murau receives a telegram informing him of the death of his parents and brother in a car crash. Not only must he now go back, he must do so as the master of Wolfsegg. And he must decide its fate. Written in the seamless, mesmerizing style for which Bernhard wasfamous, Extinction is the ultimate proof of his extraordinary literary genius.